Populær børnestafet mod mobning kommer til Esbjerg

Det er første gang, at løbet tager på Danmarksturné.

Fri for Mobberi Børnestafetten kommer til Esbjerg til august som en del af en Danmarksturné. 

Stafetten, der er arrangeret af Mary Fonden og Red Barnet, har siden 2008 været afholdt i København og i Aarhus på nær sidste års aflysning. Men nu tager stafetten revanche med en tur rundt i landet.

Den 8. august sættes der fokus på mobberi i Esbjerg.

- Rigtig mange børn i Danmark kender Fri for Mobberi, og mange børn har ønsket, at de også fik mulighed for at løbe for den gode sag. Derfor er vi glade for, at vi i år kan løbe Børnestafetten i tre nye byer. Det er altid en fantastisk dag med glade børn og fokus på et vigtigt budskab, siger Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden.

Planen for Danmarksturnéen

  • København: lørdag den 7. august
  • Rønne: søndag den 8. august
  • Esbjerg: mandag den 9. august
  • Odense: tirsdagden10. august

Et løb mod mobberi

Formålet med stafetten er at løbe en ganske kort stafet på én kilometer for at sætte fokus på at mobningen ikke er i orden, og at alle børn skal inkluderes i fællesskaber.

- Børns trivsel er et fælles ansvar. Der er stadig alt for mange børn, som bliver mobbet eller som føler sig udenfor. Særligt i år, hvor mange børn har lidt store sociale afsavn, er det vigtigt at have ekstra fokus på trygge og positive børnefællesskaber, siger Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet.

Om løbet

  • Fri for Mobberi Børnestafetten er for børn fra 0-9 år, som alle løber én kilometer - de mindste gerne i selskab med en forælder eller i klapvogn. Ældre søskende op til 13 år må også gerne løbe med.
  • Det koster 125 kr. per barn at løbe med. Dette inkluderer t-shirt og medalje.
  • Børnene løber med en lille Bamseven som stafet, som de afleverer ved målstregen, og alle får en medalje.
  • Bamseven er Fri for Mobberis lilla bamse-maskot, som er en vigtig del af det pædagogiske arbejde med Fri for Mobberi.
  • Børnene sendes afsted i grupper, og der vil være mulighed for at nyde forfriskninger på pladsen, når man ikke løber. Musiker Anders Bøgelund er konferencier på dagen, og der vil være underholdning på pladsen.