Endnu en cigaret bankes med en finger ud af pakken. Han drejer det lille hjul på den guldfarvede lighter og snart gløder cigaretten.

- Pyhhh. Ja, jeg ryger nok 40 om dagen. Det er beroligende medicin. Jeg har mareridt og sover meget uroligt om natten, og så står jeg op og tænder en smøg, siger han.

Søvnbesvær er en af symptomerne på hans PTSD. Ved skæbnens ironi er træthed et andet symptom. Mangel på koncentration. Dårlig hukommelse.

Hjerneskadet 

Og for nu at gøre ondt værre, så har den 45-årige soldaterveteran Aleks Petersen fra Esbjerg også symptomer fra sin permanent hjernerystelse og TBI – Traumatic Brain Injury. Og Blast Injury. Altså skade efter eksplosioner. Efter at have arbejdet i 17 år med miner.

- I Bosnien kørte vi ”blå blink” og rykkede ud, hvis nogen kørte på en mulig mine. I Kosovo kørte vi også mineudrykning, siger han.

Men på spørgsmålet om hans skader ikke er alt for høj en pris at betale for at hjælpe fremmede mennesker i fremmede lande, er hans klar i mælet. Han fortryder det på ingen måder.

- Vi gjorde en stor forskel for rigtig mange, siger han.

Bange hver dag

Han var med på turen til Kosovo til Mitrovica. En grænseby mellem det kosovo-albanske flertal og det serbiske mindretal. Adskilt af en bro, som stadig den dag i dag 24 år efter er lukket for bilkørsel. Her har han været med til at holde de stridende parter adskilt – og spejdet efter snigskytter i tre højhuse lige ovre på den anden side. Her har han stået vagt – og været på vagt.

- Har du nogensinde været så bange, at du var ved at p…. i bukserne?

- Hver dag. Hvis du glemmer at være bange, kan det meget nemmere gå galt, svarer han.

Begravelse stoppede

Uddannet i ingeniørtropperne placeret på forskellige kaserner – sidst i Varde – har han været med til at rydde masser af miner og dermed fået nogle af de skader, han i dag må slås med. Men han har dermed også været med til at spare menneskeliv. Han føler afgjort, at han gjorde en forskel. Og det er de lokale borgere i Mitrovica helt enige i. De viste stor glæde over at se de danske veteraner. Også spontant.  

- Vi kom forbi en begravelse, der var i gang. Da de så os, stoppede de ceremonien og inviterede os indenfor. De ville vise deres taknemmelig overfor os og takkede os mange gange. Voksne mænd kom hen til os med fotos, der viste dem selv dengang som børn, hvor de stod sammen med os. Det var et fantastisk skulderklap at få, fortæller veteransoldaten.

Diplom med taknemmelighed

På væggen hænger der et diplom. Med store bogstaver står der MIRÊNJOHJE. Det er albansk og betyder taknemmelighed. Aleks Petersen fjerner magneterne, der holder det oppe, og tager det ned.

- Der kom en repræsentant fra kommunen til vores hotel for at give hver os et personligt diplom for at fortælle os, hvor taknemmelige de er for vores indsats dengang, og hvor meget vi faktisk har gjort for dem. Det var meget rørende, siger han og hans stemme knækker en anelse.

Gensynet med Kosovo var fin.

- Der var nu rigtig fint veje. Sågar en motorvej. Et stort indkøbscenter. Det var tydeligt, at de nu stort set lever et langt mere trygt og godt liv end dengang, hvor krigen var en frygtelig ramme for deres liv, siger Aleks Petersen.

Han er meget glad for at have været med på turen. Den viste ham, at indsatsen dengang - både militært og civilt - gjorde en stor forskel for folk i området.

En dag gik det galt

Han har været udsendt hele otte gange. Fire af gangene til Kosovo. CV’et tæller også Makedonien, Bosnien, Albanien og Afghanistan. I Afghanistan oplevede han organiserede seksuelle overgreb på drenge uden mulighed for at gribe ind overfor det.

Men han kender ikke ellers til den magtesløshed, som har ramt mange af hans veterankollegaer i for eksempel det tidligere Jugoslavien, hvor de ikke havde mandat til at gribe til våben, hvis der opstod voldsomme overgreb på civilbefolkningen.  

Tilbage i 2004 oplevede Aleks Petersen, at depression sneg sig ind på ham. Men han ignorerede det først. Arbejdede ufortrødent videre. Hans arbejde og kunnen var værdsat, og han rakte ikke selv hånden op for at gøre opmærksom på sin sårbarhed. Men en dag gik det galt. Arbejdskammerater fik ham overbevist, at han skulle søge professionel hjælp. Det gjorde han og kom endelig i behandling. Det gik ud over ægteskabet og børnene.

Færre mareridt

I 2015 sluttede hans job i Forsvaret. I 2020 måtte han strække våben og blev førtidspensioneret efter forgæves at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. En bitter pille at sluge for en ret ung mand. Også fordi han gerne ville have fortsat i jobbet i Forsvaret. Men nu har han fået indrettet sig i en ny tilværelse med PTSD og en ny kæreste.

Han er glad for, at han kom med på turen sidst i april i år sammen 30 andre veteraner blandet andet Torben Damm også fra Esbjerg. De kender hinanden fra veteranarbejdet, som de begge er blevet en del af efterfølgende.

- Det at kunne snakke med de andre om, hvad der egentlig skete og udveksle vores erfaringer fra dengang, fik meget til at falde på plads. Det var helt suverænt at være med på turen. Det gav mening. Jeg har oplevet en langt større ro og færre mareridt efter jeg kom hjem.