Raske svende belønnes

Fagenes Fest torsdag aften i Esbjerg er en helt særlig aften for håndværkere, der står med et frisk svendebrev i hånden.

Til Fagenes Fest bliver de faglærte og ikke mindst håndværkerfaget fejret.
Fagenes Fest er en hyldest og dimmissionsfest for alle nyuddannede fra erhvervsuddannelserne.

I løbet af aftenen uddeler Esbjerg Håndværker- og Industriforening, De faglige organisationer, Rybners, AMU Vest og Business Esbjerg legater og priser for mere end 120.000 kr. til dé nybagte håndværkere, der har ydet en indsats udover det sædvanlige.

Svendene kan vinde priser, der rækker fra Årets Håndværker over Årets Kammerat til Årets Fighter.
Prisuddelingen omfatter også Årets Faglærer og Årets Læreplads til dem, der har hjulpet håndværkerne til at gøre deres uddannelser færdige.

Faglig stolthed

Lizette Yde Frederiksen, der er salgs- og marketingchef på Rybners, oplever, at eleverne bliver beærede over at komme i Musikhuset.

- Det er hele arbejdet værd at se en stolt mor, far og mester komme ind i Musikhuset for at fejre de unge elever.

Hun mener også, at aftenen er en hyldest til til den faglige stolthed.

- Vi oplever, at virksomhederne gerne vil have elever og bruge deres arbejdskraft.

Den festlige aften i Musikhuset i Esbjerg byder også på stand-up fra Jonas Mogensen, og tale fra Anders Kronborg, socialdemokratisk folketingsmedlem fra Esbjerg.