Regeringen foreslår nyt skattecenter  - tre syd- og sønderjyske kommuner drømmer om det

I forbindelse med regeringens finanslovsforslag foreslås oprettelse af et nyt skattecenter næste år. Både Tønder og Esbjerg Kommuner ønsker at huse det nye center, mens trekantområdet samlet peger på blandt andet Haderslev Kommune.

Når der er nye offentlige arbejdspladser i farvandet, springer kommuner hurtigt til. 

Det viser de seneste breve til skatteministeriet og -udvalget i hvert fald. Efter regeringen fortalte om planer for et nyt skattecenter, der især skal beskæftige sig med kontrol, svindel og udbytteskat, har skatteministeriet og -udvalget modtaget flere breve med forslag til placering. Tre syd- og sønderjyske kommuner er nævnt i bunken med breve: Esbjerg og Tønder Kommuner har meldt sig selv som mulige kandidater, mens Haderslev Kommune er nævnt i brevet fra Trekantområdet Danmark.  

Statens egen bygning står klar i Esbjerg

På Adgangsgaden 3 i Esbjerg ligger bygningen til det nye skattecenter klar. Det mener kommunens borgmester, Jesper Frost Rasmussen (V), i hvert fald.

- Det er jo helt oplagt, synes vi, at Esbjerg er det naturlige valg her, siger borgmesteren.

Bygningen på adressen ejer staten allerede, og den har tidligere huset skattevæsenet.

Derudover påpeger Esbjerg Kommune i sit brev til skatteminister Morten Bødskov (S), at kommunen har let adgang til motorvejen, samtidig med der foregår forhandlinger med et flyselskab om en flyrute mellem København og Esbjerg. Derudover mener borgmesteren, at kommunen har gode rekrutteringsmuligheder i egen og nabokommunerne.

Kommunen har allerede kontaktet UC SYD for at tale om en oprettelse af en skattefaglig uddannelse.

Esbjerg Kommune foreslår denne statsejede bygning til det nye skattecenter.
Esbjerg Kommune foreslår denne statsejede bygning til det nye skattecenter.
Foto: Finn Grahndin, TV SYD

Ny nabo til Gældsstyrelsen

Esbjerg Kommunes borgmester kalder sin kommune for det oplagte valg – det kalder Tønders borgmester Henrik Frandsen (V) også sin egen kommune.

I Tønder Kommune ligger i forvejen en afdeling under Gældsstyrelsen, og i sammenhæng med den ser borgmesteren gerne, at skattecentret kommer til at ligge i Tønder.

Da stillingerne i Gældsstyrelsen skulle besættes, kom mange kvalificerede ansøgninger i hænde, fortæller Henrik Frandsen. Det seneste års tid har Gældsstyrelsen desuden udvidet med 80 medarbejdere i kommunen.

- Vi har vist gang på gang, at vi er i stand til at rekruttere mennesker til de offentlige arbejdspladser, uddyber borgmesteren.

Samtidig påpeger kommunen, at de i samarbejde med de andre sønderjyske kommuner tilbyder bosætningsservice.

- Mavefornemmelsen er god, fordi jeg synes, jeg har et godt tilbud til Skat, siger Henrik Frandsen (V).

Tønder Kommune vil huse skattecentret på den gamle kaserne, hvor Gældsstyrelsen i forvejen ligger.
Tønder Kommune vil huse skattecentret på den gamle kaserne, hvor Gældsstyrelsen i forvejen ligger.
Foto: Christian Kallenbach

Skattemedarbejderne uddannes i Haderslev

Argumentet for placering i Haderslev minder om Tønder Kommunes første argument. Haderslev Kommune har nemlig også en styrelse allerede. Det er Vurderingsstyrelsen, og den er placeret på havnen, hvor man også ønsker, at skattecentret skal placeres.

Det er Trekantområdets syv kommuner – Fredericia, Middelfart, Kolding, Vejle, Vejen, Billund og Haderslev – der samlet peger på Haderslev og Middelfart som ideelle placeringer for nye skattecentre.

Med bygningerne forklarer Haderslev Kommunes borgmester H.P. Geil (V), at der er muligheder for helt op til 500 medarbejdere.

Et andet argument fra ovenståendes side er, at uddannelsen som skattemedarbejder allerede ligger i Haderslev – på UC SYD – 5 minutter fra Vurderingsstyrelsen. Derfor mener borgmesteren, at kommunen har gode forudsætninger for rekruttering, fordi de beviste at kunne skaffe medarbejdere til Vurderingsstyrelsen, og fordi uddannelsen til job hos Skat ligger i byen.

- De kan flytte ind i bygningen i morgen, siger borgmester H.P. Geil.

En kabale skal gå op

Trekantområdet sendte brev afsted den 29. oktober 2019, mens Tønder Kommune og Esbjerg Kommune sendte brev afsted henholdsvis den 13. november og 21. november i år.

Skatteminister Morten Bødskov skriver i et svar til TV SYD, at han er glad for de inputs, der kommer fra de forskellige kommuner landet over.

- Det er en kabale i forhold til, hvor der er de rette bygninger, og hvor der kan skabes stærke faglige miljøer. Vi skal jo gerne have så meget skattekontrol som muligt for de penge, vi prioriterer, forklarer skatteministeren.

Skattecenteret er det første af fire nye, som Socialdemokratiet vil oprette.