Statsminister i åbningstale: Regeringen vil give kommune frihed på skoleområdet

I sin åbningstale beder Statsminister Mette Frederiksen (S) om opbakning til at give syv kommuner fuldstændig frihed på et udvalgt velfærdsområde. Esbjerg kan få frit spil på skoleområdet.

Artiklen er opdateret med kommentar fra Jesper Petersen, politisk ordfører, Socialdemokratiet. 

- Vi behøver ikke lovgive om alt mellem himmel og jord.

Sådan siger statsminister Mette Frederiksen i sin tale i anledningen af Folketingets åbning. Derfor vil regeringen nu give syv kommuner fuldstændig frihed på et udvalgt velfærdsområde.

I Syd- og Sønderjylland vil regeringen sætte folkeskolen fri i Esbjerg og ”fjerne så meget statslig regulering og lovgivning som muligt”.

Undervisningen skal stadigvæk være gratis, og eleverne skal til en afgangseksamen. Til gengæld kan kommunen selv bestemme og gøre op med eksempelvis minimumstimetal, elevplaner, klasselofter og nationale test.  

Beder om opbakning

Regeringen har indgået aftaler med syv kommuner, men i sin tale beder statsministeren nu om opbakning både fra Folketinget og politikerne i salen, men også fra de syv borgmestre, der skal ud og søge om støtte fra råd og bestyrelser.

I Esbjerg skal borgmester Jesper Frost Rasmussen fra Venstre søge om opbakning til at sætte skolen fri fra kommunale regler og krav om dokumentation.

- De enkelte institutioner får friheden: Ledere, medarbejdere, borgere. Til gengæld forpligter de sig på at levere bedre resultater. For med friheden, ja – der følger ansvaret, siger Mette Frederiksen i sin tale.

Ordfører: - Mindre bureaukrati

Ifølge politisk ordfører for Socialdemokratiet Jesper Petersen giver det kommunerne mulighed for at indrette området, som de vil med få undtagelser. Instutionerne er sat fri, udtrykker han:

-  Så vi kan få rusket op i nogle ting ting i den offentlige sektor og se efter, om vi kan gøre tingene på en måde uden så meget statslig indblanding og mindre beaureakti. 

Og der bruges netop for mange kræfter på beaureakti, mener han. 

- Vi har fået en offentlig sektor, hvor vi på forskellige områder bruger for mange kræfter på at dokumentere og registrerer. Der er behov for at sætte fagligheden og de evner, som medarbejderne har på et område, fri, så de kan komme i spil, siger Jesper Petersen.