Rekordoverskud giver byggelyst

Det Faglige Hus A-kasse i Esbjerg har netop leveret et rekordoverskud på 6 millioner kroner.

De faglige foreninger, som er tilknyttet Det Faglige Hus, er også på vej med regnskaber, og tilsammen regner landsformand Johnny Nim med et overskud på 18 millioner kroner. De skal bruges på at bygge nyt ved lufthavnen i Esbjerg.

Det nye hus vil øge de årlige driftsudgifter med 3-4 millioner, og en ny it-investering på 15 millioner kroner skal afskrives over de næste år.

Ikke populær i LO

Det Faglige Hus er ikke medlem af LO og den traditionelle fagbevægelse har ikke meget til overs for organisationen. Den har snart 25 år på bagen og har hele perioden haft hovedkontor i Esbjerg.

Johnny Nim oplyser, at der er afdelingskontorer i 9 byer over hele landet, 300 medarbejdere og tæt på 90.000 medlemmer.