Ribe-Esbjerg taber i de sidste sekunder

HC Midtjylland var bagud et minut før tid, men slog alligevel fredag aften Ribe-Esbjerg i de to holds første sæsonkamp.

Det endte yderst dramatisk, da HC Midtjylland og Ribe-Esbjerg fredag aften mødtes i Herning i den bedste danske herrehåndboldrække.

Her sikrede HC Midtjylland sig takket være en forrygende slutspurt en 27-26-sejr i kampen, der var begge holds første i den indeværende sæson. 

Kampen var tæt gennem det meste af opgøret, men gæsterne formåede alligevel at bringe sig foran med fire mål i anden halvleg. Og et minut før tid var det stadig udeholdet, der var foran - 26-25 lød stillingen.

Herefter udlignede Espen Lie Hansen til 26-26, og da Ribe-Esbjerg kiksede i det efterfølgende angreb, havde værterne chancen for at tage sejren.

Det lykkedes, da Morten Slundt sendte bolden i mål tre sekunder før tid.

Dermed kan HC Midtjylland sætte to point ind på kontoen, mens Ribe-Esbjerg måtte rejse hjem med sæsonens første nederlag i bagagen.

Ribe-Esbjergs cheftræner Jan Leslie var skuffet over, at hans hold tabte både kampen og hovedet i de sidste sekunder:

- Hvis vi ikke holder vore aftaler i 60 minutter, så kan vi tabe til alle hold! Vi er simpelthen selv skyld i, at de 2 point ikke kommer med hjem. Vi er ikke gode nok i vores returløb og brænder alt for mange chancer. Det skal forbedres markant, inden hjemmekampen på torsdag mod Skjern Håndbold, siger Jan Leslie til Ribe-Esbjergs hjemmeside.