Rita lå død i stuen, da Johnny kom hjem - frivillige var med til at redde hendes liv

På landet kan ventetiden til ambulancen være lang, og her kan frivillige spille en særlig rolle. En rolle, der var med til at redde Ritas liv.

Hun ligger på sofaen med det ene ben i gulvet, da Johnny Winther kommer hjem fra arbejde. Det er mandag formiddag. Solen skinner ind i lejligheden i Holsted.

Johnny tænker, at hun nok ligger og sover, og han går over for at ae hende på armen. Men da han rører hende, virker hun kold. Han vender hende hurtigt om.

- Hun er blå i ansigtet, og læberne er blå. Hendes tænder er bidt helt sammen.

Hurtigt har han to fingre på hendes hals. Han kan ikke mærke en puls. Ritas hjerte er gået i stå. 

Chancen for at overleve falder hvert minut

Ifølge Sundhedsstyrelsen bliver 5.400 danskere hvert år ramt af hjertestop uden for hospitalet. 14 procent overlever.

Overlevelseskæden ved hjertestop

For hvert minut der går, efter et menneske får hjertestop, falder chancen for overlevelse med 10 procent. Men hvis vidner reagerer og sætter gang i overlevelseskæden, bliver chancen for overlevelse markant forbedret.

Fra vidner opdager hjertestoppet, til patienten når frem til hospitalet, er der en række led i overlevelseskæden, der skal fungere. Leddene er afhængige af hinanden, og kun ved hjælp af teamwork, har patienten den bedste chance for at klare den.

Overlevelseskæden består af fem led:

  • Vidne (Bystander): Ringer efter hjælp og starter med at give livreddende førstehjælp.
  • Alarmcentralen 1-1-2 (Dispatcher): Sender en ambulance af sted og hjælper over telefonen vidnet til at give livreddende førstehjælp af høj kvalitet.
  • Førstehjælpere (1st responders/EMTs): Vidnet, der nu er førstehjælper, fortsætter med at give førstehjælp, mens andre henter og anvender en hjertestarter.
  • Ambulancefolk (Paramedics): Sundhedsfagligt personale kommer til og giver avanceret livreddende førstehjælp.
  • Hospitalet (Hospital): Sidste led i overlevelseskæden er hospitalet, der sørger for avanceret behandling efter genoplivning.

Kæden er ikke stærkere end det svageste led, og hvis et af leddene svigter, reduceres patientens overlevelseschancer markant. Derfor er det vigtigt, at du som vidne træder til med det samme og får sat gang i overlevelseskæden.

Kilde: Hjertestarter.dk


Når man ringer 112 og anmelder et hjertestop, sender alarmcentralen omgående bud efter hjerteløbere. Det er frivillige, der via en app bliver sendt hen til stedet, hvor der er blevet anmeldt et hjertestop.

Der er flere ordninger, hvor frivillige alarmeres om et hjertestop. Trygfondens Hjerteløberordning er en af dem. Hjerteløberne skal hjælpe med at yde førstehjælp, indtil ambulancen kommer. Og det kan tage tid, hvis man bor i en mindre by.

- Hvis man kommer frem som hjerteløber i et område, hvor det tager lang tid for en ambulance at nå frem, så har vi en formodning om, at der er langt flere, der vil overleve et hjertestop, siger Grethe Thomas, der er projektchef i Trygfonden.

Rita Hauge og Johnny Winther har altid været meget aktive sammen, og de er begge flittige brugere af det lokale fitnesscenter.
Rita Hauge og Johnny Winther har altid været meget aktive sammen, og de er begge flittige brugere af det lokale fitnesscenter.
Foto: Privat

’Du gør ikke det her imod mig!’

Johnny har ringet 112. Stemmen i telefonen siger, at han skal folde sine hænder oven på hinanden og trykke Rita på brystet. Johnny ved ikke, hvordan man yder førstehjælp. Han har aldrig prøvet det før.

Han mødte Rita for fem måneder siden, og hun kom fra Norge til Danmark for to en halv måned siden. De er forlovet og har planer om at blive gift til sommer, købe bil sammen og ejerlejlighed. Lige nu ligger Rita på gulvet uden at trække vejret. Hendes skål med havregryn står stadig på sofabordet.

- Alle tankerne var der med det samme: ’Nu mister jeg alt det her. Nu skal vi miste vores fremtid.’ Der fløj en film gennem hovedet på mig. Jeg råbte til hende: ’Du gør ikke det her imod mig! Kom tilbage!’

Johnny gør som stemmen siger og trykker Rita på brystkassen. Efter fire tryk brækker et af hendes ribben. Han tænker, han gør det forkert. At alt er forbi.

8 ud af 10 gange er frivillige før ambulancen

Telefonen summer, og Tom Grønkjær ved godt, hvad det er. Han er en af 20.664 hjerteløbere i Region Syddanmark. Det er tredje gang, han er blevet kaldt, siden han meldte sig ind for tre år siden.

Man behøver ikke være uddannet inden for sundhedsvæsenet for at blive hjerteløber.

- Man skal vide, hvordan man udfører førstehjælp, og så skal man også været robust for at kunne håndtere situationen, men vi plejer at sige, at det er bedre at gøre noget, end ikke at gøre noget. Skidt pyt med et brækket ribben, for det, du gør, er at give personen en ekstra chance for livet, siger Grethe Thomas fra Trygfonden.

Ved 80 procent af hjertestop i 2020 gav vidner og frivillige førstehjælp før ambulancen ankom, ifølge Dansk Hjertestopregister. Det er en firedobling i forhold til 2001.

- Jeg arbejder hjemme og kan godt tage af sted, så jeg var ikke i tvivl, og sagde ja til at hjælpe til, siger Tom Grønkjær.

På telefonen kan han nu se retningen til den nærmeste hjertestarter. Han tager sine bilnøgler og kører ind mod Holsted. 

Her er din nærmeste hjertestarter

Find din nærmeste hjertestarter på kortet her.

Registrerede hjertestartere kan findes af 1-1-2, og du kan se, hvor de er på Hjertestarter-Netværket.

’Lad os overtage’

Det er hårdt at blive ved med at trykke på Ritas bryst. Johnny er ved at være træt i armene og i hovedet. Pludselig står der to mennesker i stuen. Den ene har en hjertestarter med.

De siger til Johnny, at de er hjerteløbere, og at de vil overtage. Han går lidt tilbage, men han når ikke langt.

- Jeg faldt sammen på gulvet og sad i gråd. Jeg tænkte stadig på, at det var slut, siger Johnny.

Der kommer to hjerteløbere mere, mens Johnny går rundt mellem stuen og køkkenet. Efter lidt tid kommer en af hjerteløberne ud. Rita har en puls igen.

Ambulance stoppet af toget

Tom Grønkjær står ved vejen ind til Johnnys lejlighed og venter på ambulancen. Han kan se den, men den er fanget bag en bom ved en jernbaneoverskæring få hundrede meter væk og venter på, at toget skal passere.

Han har været oppe i lejligheden med hjertestarteren, men gik ned igen for at tage imod ambulanceredderne.

Selvom ambulancen hurtigere når frem i byerne, så peger en videnskabelig artikel udgivet i marts 2022 på, at chancerne for at overleve et hjertestop i Danmark uden for byerne er lige så gode som inde i byerne. En del af forklaringen kan være de frivillige, der hurtigt kan nå frem og yde førstehjælp.

- Den hurtige hjælp er helt altafgørende. Vi tror på, at vi kan begynde at se hjerteløbernes effekt i statistikkerne nu, men det er stadig for tidligt at kunne sige det med sikkerhed, siger Grethe Thomas fra Trygfonden.

Bommen rejser sig endeligt, og ambulancen kan komme frem. Lidt efter viser Tom Grønkjær også lægebilen vej og helikopteren, der skal lande i nærheden.

Rita Hauge kom til bevidstheden igen på Esbjerg Sygehus.
Rita Hauge kom til bevidstheden igen på Esbjerg Sygehus.
Foto: Privat

’I var med til at redde min kærestes liv’

Rita og Johnny er på Esbjerg Sygehus omkring klokken 11.00. Det er lidt over en halv time siden, Johnny fandt hende i stuen. Hun har fået farve i ansigtet igen, og i løbet af de næste par timer kommer hun langsomt til bevidsthed.

Udover det brækkede ribben har hun ikke umiddelbare mén efter hjertestoppet. Mandag aften laver Johnny et opslag på byens lokale Facebookgruppe.

- Jeg nåede ikke at få de frivilliges navne, eller så kan jeg ikke huske dem længere. Alting skete bare. Jeg vil gerne takke dem. Det var en støtte, at de kom, og de var med til at redde hendes liv, siger Johnny Winther.

For Tom Grønkjær var beskeden om, at alt var gået godt også en kærkommen nyhed.

- Jeg var lettet. Det var rigtig dejligt at vide, at det var gået godt, og at det måske havde nyttet, at vi havde været der, siger han.

Johnny og Rita er lørdag stadig på sygehuset, og de har stadig planer om at blive gift til sommer.