Visitationszonen i Padborg var en direkte udløber af konfrontationerne i mellem Bandidos og Hells Angels i Esbjerg.
Med til festen i Bandidos-klubhuset i Padborg var en række tyske rockere.
En større gruppe Bandidos-rockere fra den slesvig-holstenske by Neumünster rykkede i begyndelsen af sommeren til Padborg.
Flytningen over grænsen skete efter, at den tyske delstat havde forbudt rockerne, der derefter indrettede et klubhus i en bygning på en villavej i Padborg.
Øget patruljering
I forbindelse med weekendens kontroller kunne Syd- og Sønderjyllands Politi konstatere, at Esbjerg-afdelingen af Bandidos nu er et fuldgyldigt chapter, altså en decideret afdeling af rockergruppen.
- Det betyder, at vi nu har både en afdeling med Hells Angels og en fuldgyldig afdeling med Bandidos i Esbjerg, forklarer vicepolitikommissær Klaus Arboe Rasmussen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Han tilføjer, at Syd- og Sønderjyllands Politi i den forbindelse har øget den synlige patruljering.