Særlige jordemødre sætter ind mod sygefravær hos gravide

Gravide har i gennemsnit 48 dages sygefravær. Nu skal forskningsprojekt i Esbjerg Kommune finde frem til, hvordan sygefraværet kan nedsættes.

Hun banker stille på døren med sin ene fingerkno og åbner døren. 

- Hej, er det Maja? 

- Ja. 

- Jeg er Anita. Jordemoder fra Arbejdsmedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital. 

Jordemødre knyttet til projektet besøger de gravide på arbejdspladsen for at give dem gode råd i dagligdagen. (Foto: Finn Grahndin)
Jordemødre knyttet til projektet besøger de gravide på arbejdspladsen for at give dem gode råd i dagligdagen. (Foto: Finn Grahndin)
quote

- Vi håber, at vi med ganske enkle råd og midler kan gøre en forskel, så de gravide bliver i længere tid på arbejdspladsen

Anita Ratzer Nissen, jordemoder, Arbejdsmedicinsk klinik på OUH

Gravide - pas på jer selv

Snart er de to i en samtale især om gravide Maja Brixleys job. Hun arbejder på et bosted for voksne med sociale, psykiske og/eller fysiske udfordringer i Esbjerg Kommune. Blandt andet med at flytte beboere med hjælp af løfteapparater. Det kan godt være tungt. 

Den udsendte jordemoder, Anita Ratzer Nissen, løfter da også en venlig pegefinger. Det er vigtigt, at Maja Brixley passer på sig selv, så hun netop ikke får sygefravær og måske stopper med at arbejde, inden den tid hun ellers skulle stoppe for at gå på barsel. 

Jordemoder Anita Ratzer Nissen: - De gravide har ofte meget svært ved selv at bede om hjælp. De kan få dårlig samvittighed over, at kollegaerne så må "løbe hurtigere". (Foto: Finn Grahndin)
Jordemoder Anita Ratzer Nissen: - De gravide har ofte meget svært ved selv at bede om hjælp. De kan få dårlig samvittighed over, at kollegaerne så må "løbe hurtigere". (Foto: Finn Grahndin)

Råd: Tag en ekstra pause

Så jordemoderen kommer med et konkret forslag: En halv times ekstra pause i løbet af dagen. 

Erfaringer fra Norge viser, at sådan en pause vil nedsætte sygefraværet betydeligt. 

- Faktisk er erfaringerne så gode, at man i Norge har indført den ekstra halve times pause som en del af lovgivningen, fortæller Anita Ratzer Nissen. 

Enkle råd

Hun giver også det råd, at Maja Brixley "kun" skal være anden-hånd ved forflytninger af beboerne. 

- Vi håber, at vi med ganske enkle råd og midler kan gøre en forskel, så de gravide bliver længere tid på arbejdspladsen, siger hun.

Nogle af beboerne på bostedet skal fra tid til anden flyttes. Her skal Maja Brixley være forsigtig, råder den udsendte jordemoder. (Foto: Finn Grahndin)
Nogle af beboerne på bostedet skal fra tid til anden flyttes. Her skal Maja Brixley være forsigtig, råder den udsendte jordemoder. (Foto: Finn Grahndin)

Men arbejdsgiverne skal hjælpe til. For ofte vil de gravide ikke selv bede om hjælp. Sådan har Maja Brixley det også, må hun erkende.

- Ja, jeg synes nok, det kan blive lidt svært at give mig selv lov til at tage en halv times ekstra pause i løbet af dagen. Især hvis der er travlt, eller der er sygdom blandt kollegaerne. 

Arbejdsgiverne vil gerne 

- Det er heldigvis vores opfattelse, at arbejdsgiverne er indstillet på at hjælpe den gravide, siger den udsendte jordemoder, Anita Ratzer Nissen.  

Det ser ud til at være tiltrængt. For på landsplan har to ud af tre gravide sygefravær knyttet til deres graviditet. I gennemsnit har de 48 dages sygefravær.

Esbjerg Kommune deltager i forskningsprojektet - i samarbejde med Region Syddanmark og Odense Universitetshospital (OUH). 

- Vi deltager i forskningsprojektet, for vi vil meget gerne have mere viden om, hvordan sygefraværet kan nedsættes, siger personale- og udviklingschef i Esbjerg Kommune, Birgitte Stenderup. (Foto: Finn Grahndin)
- Vi deltager i forskningsprojektet, for vi vil meget gerne have mere viden om, hvordan sygefraværet kan nedsættes, siger personale- og udviklingschef i Esbjerg Kommune, Birgitte Stenderup. (Foto: Finn Grahndin)

Dyre sygedage 

To afdelinger i kommunen er med. Det gælder teknik- og miljø med 450 ansatte. Her var 10 kvinder gravide i perioden 2019-2020. Ingen af dem havde sygefravær knyttet til deres graviditet. Formentlig hænger det sammen med, at de ansatte fortrinsvis er administrative medarbejdere. 

Men i den anden afdeling - Udviklingscenter Vest, hvor Maja Brixley arbejder - var der ud af 630 ansatte 37 gravide. 22 af dem havde sygefravær knyttet til graviditeten. 

- Som arbejdsgiver er vi meget interesseret i, at sygefraværet bliver så lille som mulig. For de gravide selv selvfølgelig, men også fordi sygefravær altid er en dyr affære. Der skal indsættes vikarer, eller kollegaer må løbe stærkere. Vi oplever også et kvalitetstab, fordi vi i en periode må undvære den sygemeldtes faglige kompetencer og erfaringer, siger personale- og udviklingschef Birgitte Stenderup.   

Mere bekymret

Maja Brixleys graviditet volder ikke de store problemer, men er heller ikke til helt at ignorere. Og snart kommer der mere vægt på, som vil være lidt mere til besvær. Det ved hun. For den 32-årige socialpædagog venter sig nu for tredje gang. Til hendes egen overraskelse er hun denne gang mere bekymret end de to første gange.  

- Jeg er nok med alderen blevet mere bevidst om, hvad der kan ske. Og så må jeg jo nok også erkende, at jeg skal tage mere hensyn til min krop, end da jeg var 22. Så det er rigtig fint med det her forskningsprojekt, siger hun.   

Projektet slutter i sommeren 2022, og så skal resultaterne kigges grundigt igennem.