Salmonella i svinekam fra Esbjerg

Danish Crown tilbagekalder et parti svinekam, der er solgt i en række butikker i Jylland og på Fyn, da der er fundet salmonella. Kødet er solgt som fersk kød og stammer fra slagteriet i Esbjerg med pakkedato 14. og 15. juni.

Kødet er solgt til butikker i kæderne Spar, Føtex, Bilka, Kvickly, SuperBrugsen, Dagli?Brugsen og SuperBest samt en privat slagter.

Partiet er sendt ud til kunderne som engrosvarer og kan være forarbejdet og videresolgt som for eksempel svinekam, hamburgerryg, koteletter og tern.

360.000 prøver om året

- Forbrugere, der har købt og eventuelt frosset kød ned derhjemme i fryseren, kan aflevere det i butikken og få pengene refunderet, siger fødevaresikkerhedschef i Danish Crown Bent Aalund Olsen.
Salmonellaen er opdaget af Fødevarestyrelsen som led i den intensiverede kontrol for salmonella og campylobacter.

- Kampen mod salmonella betyder, at der alene i Danish Crown i dag tages 360.000 prøver årligt. Ud af disse prøver konstaterer vi salmonella i ca. 1 pct. af prøverne. Vi forsøger løbende at få forekomsten endnu længere ned, men når uheldet er ude, er det vigtigt for os, at vi sikrer, at forbrugerne har bedst mulig chance for at reagere, siger fødevaresikkerhedschef Bent Aalund Olsen.

Hele partiet

Salmonellaen er fundet i prøver fra 682 kilo ud af et parti på 8,5 tons. Af forsigtighedsårsager kaldes hele partiet tilbage.

Symptomer på salmonellainfektion er blandt andet diarré, kvalme, mavesmerter, feber og opkast. Hvis man oplever de nævnte symptomer, bør man søge læge.