Satudarah må ikke længere bruge klubhuset i Esbjerg

Esbjerg Kommune og Syd- og Sønderjyllands Politi meddelte tirsdag eftermiddag, at rockergruppen Satudarah ikke længere må bruge ejendommen på Brolæggervej 12 i Sædding.

Med Samlingstedsloven fra 2017 i hånden har Esbjerg Kommune netop meddelt rockergruppen Satudarah, at de ikke må bruge deres klubhus i Esbjerg. I første omgang gælder forbuddet i tre måneder.

- Vi ønsker ikke, at kriminelle rocker- og bandegrupperinger slår sig ned i vores kommune. I deres kølvand følger der ofte både kriminalitet og stoffer. Det skaber stor utryghed, og det kan vi ikke tolerere, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen i en pressemeddelelse.

Intensiv bekæmpelse

Satudarah oprettede klubhus på stedet i efteråret 2022 cirka 130 meter fra en skole. Politiet mener nu at have nok argumenter for, at rockergruppen skaber utryghed i byen.

- Syd- og Sønderjyllands Politi følger rocker- og bandemiljøet tæt, og borgerne skal ikke være i tvivl om, at politiet sammen med andre myndigheder, herunder kommunen, bekæmper rocker- og bandegrupperingerne intensivt. Vi vurderer løbende mulighederne for at benytte de værktøjer, vi har til rådighed. Og det har vi gjort i denne situation i et godt samarbejde med kommunen, siger politidirektør Frits Kjeldsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

For at kommunen kan udstede forbuddet til Satudarah, kræver det, at gruppens brug af ejendommen kan medføre væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende.

- Helt generelt ser vi, at når personer fra en rockergruppe bærer rygmærker, holder fester og færdes på motorcykler, skaber det utryghed. Det er noget af det, der skaber afsæt for det her samlingsstedsforbud, siger politidirektør Frits Kjeldsen.

Ikke interesseret i rockere eller andre bander

Politidirektøren vil ikke uddybe, hvilke konkrete forhold der har dannet grundlag for forbuddet i Esbjerg. Men Syd- og Sønderjyllands Politi har dels ved egne iagttagelser og dels ved at tale med nogle af de omkringboende skabt et billede af, hvordan Satudarah opleves i området.

Forbuddet gælder i tre måneder i første omgang.

- Vi håber, at gruppen forstår, hvad vi mener med det her. Vi er ikke interesserede i at have rocker- eller bandegrupperinger i vores område, siger Frits Kjeldsen.

- Skulle de vende tilbage efter de tre måneder, kan de få et nyt forbud. Men det kan jeg ikke se, at de skulle være interesserede i.

Næste skridt er tidsubestemt forbud

Hvis Satudarah bruger ejendommen som samlingssted i løbet af de tre måneder, åbner det for, at Esbjerg Kommune kan nedlægge et forbud, der gælder, indtil kommunalbestyrelsen tilbagekalder det.

Det er ikke politiets opfattelse, at der er en konflikt mellem Satudarah og andre grupperinger i Esbjerg eller omegn.

Samlingsstedsloven

• Ifølge samlingsstedlovens §1 stk. 1, der blev lavet i 2017, har kommunalbestyrelsen mulighed for at nedlægge forbud mod, at bestemte ejendomme bruges som samlingssted for en gruppe, hvis gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted er egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende.

• Et forbud, der gives i henhold til samlingsstedlovens §1 stk. 1, er gældende i 3 måneder, jf. lovens §1, stk. 5.

• Samlingsstedsloven var en del af VKLA-regeringens Bandepakke III, der blev indført som en styrket indsats mod rocker- og bandekriminalitet i 2017.

(Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi)

TV SYD har kontaktet ejeren af ejendommen på Brolæggervej 12, Carsten Ingeberg. Han har ingen kommentarer til sagen, siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Satudarah.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.