Se videoklippene: 1. maj igennem 30 år

Fadøl, halvkøligt vejr og protest mod de borgerlige. Der er ikke meget, der har ændret sig på arbejdernes kampdag de sidste 30 år.

Slagsangen er den samme, og fanerne er stadig røde. Det eneste, der i bund og grund ikke er det samme som på 1. maj igennem de seneste 30 år, er navnet på statsministeren og tøj, hår – og brillemoden.

TV SYD har været i arkivet, hvor vi har fundet 1. maj-videoer fra henholdsvis 1987, 1997 og 2007. Og dengang drak man altså også fadøl, marcherede i protest og hyggede sig på tværs af aldersgrupper i græsset og på bænke foran de socialistiske talere. 

”Stop den borgerlige nedskæringspolitik” stod der på et af de skilte, der blev båret igennem Esbjerg i 1987. Det kunne der ligeså vel have stået på protestskiltene i dag, mens skiltet med skriften ”Væk med Schlüter” afslører, at vi er mindst 24 år tilbage i tiden.

1. maj 2017 var der ligesom på videoen fra 1987 røde faner og folk i Gryden i Esbjerg. Folk sad i dag præcis, som de gjorde dengang, og skuttede sig for en halvkølig maj-vind, mens blandt andet Mette Frederiksen (S) holdt sin tale.

Her kan du se, hvordan 1. maj blev fejret i henholdsvis 1987, 1997, 2007 og i år.