Seks lejligheder evakueret efter dramatisk brand midt i Esbjerg

Torsdag skal politiets teknikere forsøge at finde frem til årsagen til en dramatisk brand onsdag aften i en etageejendom i Esbjerg, hvor beboerne i seks lejligheder måtte evakueres.

Flere af beboerne blev i aftes tjekket for røgforgiftning og en midaldrende mand er stadig indlagt.

Klokken 19.51 onsdag aften fik politiet anmeldelse om en brand i en lejlighed på 2. sal på Spangsbjerggade 34 i Esbjerg, der udviklede kraftig røg.

Da politi og brandfolk kom frem til brandstedet,  hang en mandlig beboer ud af vinduet i den lejlighed, hvor branden formentlig er opstået og råbte om hjælp.

Beboerne i de seks lejligheder har tilbragt natten andre steder, da deres lejligheder er brand-, røg- og vandskadet i forskellig omfang - og først efter tekniske undersøgelser torsdag,  kan det afgøres, hvor hurtigt de kan komme tilbage til deres lejligheder.