To sigtet for at beskære træ fyldt med reder

Syd- og Sønderjyllands Politi sigtede i dag to personer for at styne et træ fyldt med rågereder med unger.

Da en borger gik tur på Sct Nicolaj Gade i Ribe, fik hun et mindre chok. I toppen af et træ var to personer i færd med at styne et træ, som efter sigende fik det til at regne med rågereder og rågeunger.

- Vi fik anmeldelsen af kvinden, som syntes, det så noget underligt ud, hvad der foregik. Hun blev faktisk noget trist over, hvad hun så, siger vagtchef Erik Lindholdt, Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.

quote

Jeg kan næsten ikke mindes, hvornår vi sidst har været nødt til at sigte nogen efter den bestemmelse. 

 Erik Lindholdt, vagtchef, Syd- og Sønderjyllands Politi

De to personer i træet var hyret af to beboere, der er indehavere af området, træet står på. Det er kun de to personer, der udførte beskæringen, som bliver sigtet. De bliver sigtet for overtrædelse af bekendtgørelsen om fredning af visse dyre- og plantearter.

- Jeg må indrømme, at vi skulle langt ned i skuffen for at finde den bekendtgørelse. Jeg kan næsten ikke mindes, hvornår vi sidst har været nødt til at sigte nogen efter den bestemmelse, fortæller Erik Lindholdt.

Da patruljen kom ud til området, kunne de konstatere, at seks rågeunger lå døde på jorden. Dertil lå der også en del reder på jorden.

Rågen er en fredet fugl

Ifølge jagtlovgivningen er rågen fredet. Fredningen gælder både æg og yngel. Efter § 4 i bekendtgørelsen om fredning af visse dyre- og plantearter mv. må kolonirugende fugles redetræer ikke fældes i perioden 1. februar til 31. juli.

Træer med rågereder må således ikke fældes i denne periode. Der må ikke ske forsætlig forstyrrelse og ødelæggelse af fugles reder og ynglesteder med æg og yngel, skriver Naturstyrelsen i et dokument vedrørende råger og rågekolonier.