Skæv Olsenbande knaldet i pengeskabskup

To uelegante tyveknægte med stige, koben og mukkert gav politiet i Esbjerg rigeligt at se til natten til fredag. Det var nærmest en dårlig udgave af Olsen-Banden, siger vagtchef.

Først brød de ind på byens katolske kirkekontor, men blev overrasket af præsten.

Bagefter forsøgte de sig med et pengeskabskup i en købmandsforretning.

Den gik heller ikke.

Hashrus

Så nu sidder de to lige lovligt smarte fyre bag lås og slå i kachotten. Og sover deres hashrus ud.

- Det er Olsenbanden i en dårlig udgave, fortæller vagtchefen Erik Lindhardt fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Præsten overraskede tyve

Den usædvanlige historie starter natten til fredag - lidt efter midnat.

- Klokken 00.40 ringer præsten fra den katolske kirke i Esbjerg og fortæller, at han har overrasket to gerningsmænd på kirkekontoret, siger vagtchefen.

Stak af

Mændene stikker i rend, men forsøger sig med en ny udåd i en købmandsforretning et andet sted i byen.

Tyveduoen sætter en stige op ad en gavl, kravler op på taget, banker hul i tagpladerne og kravler ned i butikken.

- Efter en hel del arbejde får de brudt et pengeskab op ved hjælp af et koben og en mukkert. Men bankelydene vækker naboen, som ser stigen op ad gavlen og ringer til politiet, fortæller Erik Lindhardt.

Peberspray

- Da vi kommer derud, drøner en af vores hundeførere op ad stigen og løber ind i den ene gerningsmand på taget. Men han gør så voldsom modstand, at han får en gang peber. Og så springer han i hullet igen og ned i bygningen, tilføjer han.

Det sætter en foreløbig stopper for jagten.

- For så står vi så og kigger gennem butiksvinduerne. Døren er låst, så han kan ikke komme ud, og vi kan ikke komme ind, lyder det.

Den fastlåste situation slutter, da en låsesmed ankommer til gerningsstedet, og politiet anholder mændene.

- Nu ligger de til afrusning, for de var lidt skæve begge to. Den ene af dem var anholdt tidligere på dagen og sigtet for tasketyverier, da han kørte rundt på en stjålet knallert, fortæller vagtchefen.