Skolereform: Lærere skal stemple ind

Mandag møder lærere i Esbjerg op til nye arbejdstidsregler og stempelur til at registrere arbejdstiden.

I Esbjerg Kommune skal lærerne på tre af kommunens skole stemple ind og ud på arbejdspladsen, når de møder. Det skal de som en konsekvens af skolereformen og de nye regler for arbejdstid, som den medfører.

Den nye procedure ærgrer formanden Esbjerg Lærerforenening.

- Det er i bund og grund et tegn på manglende tillid til lærerne, og det er trist, siger formanden for Esbjerg Lærerforening, Kenneth Nielsen, til Ritzau.

Hos Danmarks Lærerforening kan formanden for overenskomstudvalget, Gordon Ørskov Madsen, godt forstå, at lærerne er utilfredse.

- Det er at indføre en gammeldags tankegang fra en industrivirksomhed i en skole anno 2014. Det er ikke baseret på dialog om, hvordan man løser opgaverne bedst muligt, men er alene en kontrolforanstaltning af lærerne, siger han.