Skrap pige klarer også drengene

16-årige Freja Jæger Poulsen fra Bramming er så god til Ju-Jutsu, så hun også ofte kæmper mod drenge for at blive udfordret. Lørdag satser hun på at vinde endnu et DM.

Nogle af landets allerbedste Ju-Jutsu udøvere er lørdag samlet til DM i Bramming. Blandt dem er Freja Jæger Poulsen, der har dyrket den japanske kampsport, siden hun var 12 år.

I dag er Freja både indehaver af to DM-titlen og med på det danske landshold.  Den 16-årige pige går til daglig i 1.g på Ribe Katedralskole under den såkaldte ”Esbjerg-ordning”, der giver unge talenter mulighed for både at passe skolen og dyrke deres sport.

quote

Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at komme til de helt store stævner som f.eks. EM og VM. Det vil være en kæmpe oplevelse for mig

Freja Jæger Poulsen, Bramming.

- Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at komme til de helt store stævner som f.eks. EM og VM. Det vil være en kæmpe oplevelse for mig, siger Freja Jæger Poulsen.

Freja og Ju-Jutsu

Freja er medlem af Bramming Ju-Jutsu Klub, der har 120 medlemmer.

Hun blev danmarksmester i sin vægtklasse  i 2015 og 2016.

Ju-Jutsu er en kampsport og et selvforsvarssystem, der har sit udspring i den asiatiske kampsportstradition, men som er tilpasset europæiske forhold og mentalitet.