Nu falder smittetallet i Esbjerg og stiger i to andre kommuner

Efter en uge med uafbrudt stigende smittetal kan Esbjerg onsdag notere sig færre smittede end dagen før. I Vejle og Haderslev går tallene den anden vej.

237 smittede over syv dage opgjort onsdag mod 265 i går i hele Esbjerg Kommune viser, at tendensen efter en uge er vendt.

Modsat går det i Vejle og Haderslev kommuner, hvor der i Vejle er 16 flere onsdag end tirsdag. I Haderslev er smittetallet firedoblet siden 10. marts.

Fanø har på fjerde dag fortsat ingen smittede, mens de øvrige af de 14 kommuner, som TV SYD dækker, kun har mindre udsving fra tirsdag til onsdag.

Esbjerg indtager nu fjerdepladsen på den landsdækkende liste over smittetrykket i kommunerne med Vejle på plads syv og Haderslev er nr. 11 med Kolding lige i hælene på 12.-pladsen.

På landsplan er der onsdag bekræftet yderligere 787 tilfælde af covid-19.

Tallet dækker både over de smittetilfælde, der er konstateret med PCR- og antigentest - også kendt som lyntest.

Der indgår svar fra 309.309 prøver i opgørelsen. Det svarer til, at 0,25 procent af dem har været positive for covid-19.

Tallet, der også kaldes positivprocenten, har svinget omkring det niveau det seneste lange stykke tid.

Så mange er nu vaccinerede