Søger penge til havn i Ribe

Planerne om at genskabe en åben vandvej fra Vadehavet til Ribe får nu opbakning fra Esbjerg Kommune.

En borgergruppe i Ribe har længe arbejdet på at sikre fri sejlads ind til Ribe.

I dag forhindrer en bro på ringvejen omkring Ribe, at større skibe kan sejle ind til byen.

Planen er at erstatte betonbroen med en klapbro, så sejlskibe kan komme igennem uden at lægge masten ned.

Borgmester Johnny Søtrup (V) oplyser, at Esbjerg Kommune nu søger Transportministeriet om penge til en ny bro og udvidelse af ringvejen. Projektet er beregnet til 28 millioner kroner.

Projektet skal gøre Skibbroen i Ribe til en egentlig havn for mindre fartøjer og skabe et levende havnemiljø.