Sønderjyske vælger lokalrivaler fra Esbjerg

Mandag blev kvartfinalerne forud for slutspillet i ishockey bestemt. Sønderjyske valgte Esbjerg.

De seneste ni sæsoner har enten Herning eller Sønderjyske vundet DM-guld i ishockey, og de to hold har også været stærkest indtil videre i denne sæson.

Efter 40 kampe til hvert hold i grundspillet endte Sønderjyske øverst i tabellen, mens Herning blev toer. Mandag blev det afgjort, hvem der møder hvem i årets kvartfinaler.

Som vinder af grundspillet fik Sønderjyske lov at vælge først blandt de fire hold, der sluttede fra femte- til ottendepladsen i grundspillet. Sønderjyske kunne vælge Esbjerg, Odense, Rødovre og Herlev.

Sønderjyske valgte en kvartfinaleserie mod lokalrivalerne fra Esbjerg. Det var ventet på trods af, at Esbjerg sluttede på femtepladsen. Esbjerg har sagt farvel til flere profiler som følge af ulovligt spil på egne kampe, og Sønderjyske har haft godt styr på vestjyderne.

Og så er der garanti for mange tilskuere til kampene både ude og hjemme.

- Vi vælger Esbjerg. Baseret på formkurven og de seneste to gange, vi har mødt dem, siger Sønderjyske-kaptajn Kim Lykkeskov om valget.

Havde set det komme

I Esbjerg havde forward og kaptajn Sune Hjulmand ventet, at han og holdkammeraterne skulle møde Sønderjyske.

- Vi havde set det komme. Vi håber, det går anderledes end de seneste år, siger han med henvisning til, at netop Sønderjyske og Esbjerg har mødt hinanden i kvartfinaleserierne en del gange i de senere år. Med Sønderjyske som vinder.

Nummer to i grundspillet blev Herning, der valgte Herlev.

- Vi har snakket meget om det, og det var ikke nogen nem beslutning, siger forward Anders Poulsen.

Aalborg blev treer i grundspillet og valgte Rødovre. Det efterlod grundspillets nummer fire, Frederikshavn, uden valg. Nordjyderne møder Odense.

Alle kvartfinaler spilles som bedst af syv-serier. Der skal fire sejre til for at nå semifinalen. Første kvartfinale i de fire serier spilles på fredag.

Det er holdet fra top 4, der har hjemmebane i første kamp. Herefter skiftes holdene til at spille hjemme, hvorfor en eventuelt syvende kamp i en af kvartfinaleserierne vil give hjemmebanefordelen til top 4-holdet.

 

Terminerne for kvartfinaleserierne er som følger:

Kamp 1: Fredag 7. marts

Kamp 2: Søndag 9. marts

Kamp 3: Tirsdag 11. marts

Kamp 4: Fredag 14. marts

Evt. kamp 5: Søndag 16. marts

Evt. kamp 6: Tirsdag 18. marts

Evt. kamp 7: Fredag 21. marts.