Søren blev ramt af stenkast fra bro: Det er skræmmende!

Søren Bjarne Holm fik sig noget af en forskrækkelse, da han natten til fredag passede sit arbejde som taxachauffør.

Hvad der bare var en ganske almindelig nat på arbejde som taxachauffør, blev lidt over midnat pludseligt afbrudt for Søren Bjarne Holm.

- Jeg kom kørende, og så blinkede de modkørende, så jeg troede, at der var dyr på kørebanen. Men så kom der pludselig en sten flyvende i stedet for, siger han til TV SYD.

Se og hør Søren Bjarne Holm fortælle om nattens skræmmende oplevelse.

På en bro over Varde Hovedvej ved Esbjerg kastede ukendte gerningsmænd sten på op mod fire et halvt kilo ned mod bilerne på vejen. Det var én af de sten, der ramte Søren Bjarne Holms taxa lige midt på kølerhjelmen.

- Det er skræmmende. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der kunne være sket, hvis den havde ramt forruden, siger Søren Bjarne Holm til TV SYD.

quote

- Det er skræmmende. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der kunne være sket, hvis den havde ramt forruden

Søren Bjarne Holm, taxachauffør

Det kunne da også have gået rigtig galt for Søren Bjarne Holm. I august blev en 33-årig tysk kvinde dræbt, og en 36-årig tysk mand blev hårdt kvæstet, da en betonflise blev kastet ned fra en motorvejsbro på Fyn.

- Det er sgu ikke i orden, at man gør sådan noget. Det skal der sættes en stopper for, siger han til TV SYD.