Spændte Esbjerg Energy-fans: Vi skal have guldparykkerne klar

Søndag aften kan Esbjerg Energy hive mesterskabet hjem, hvis holdet på hjemmebane slår Gentofte Stars. Hvis det sker, så er fanklubben Yellow Inferno klar.

De holder vejret i Esbjerg. Byens ishockeyhold kan i morgen blive danske mestre for andet år i træk. Men i år kan det blive lidt anderledes end sidste år.

Mesterskabet kan nemlig blive afgjort på hjemmebanen i Esbjerg i morgen. Og det ville være intet mindre end fantastisk, siger fanklubbens formand, Michael Lykke Pedersen.

-Sidste var det i Herning, at vi tog mesterskabet. Det ville være så stort at vinde titlen på hjemmebane. Det vil gå amok, siger Michael Lykke Pedersen fra Yellow Inferno.

quote

Vi får forhåbentlig sejren, og så er vi altså nødt til at stå klar med guldparykker og noget andet guld. Bare et eller andet i guld

Michael Lykke Pedersen, formand, Yellow Inferno

Og fanklubben har planer om at være fuldstændig klar til finalen i morgen. De tager bestemt ikke sejren på forskud, men ved også godt, at de skal være forberedte, hvis sejren og mesterskabet kommer i land.

-Tribunen kommer til at vælte. Vi er nødt til at være klar – også på sidelinjen. Vi får forhåbentlig sejren, og så er vi altså nødt til at stå klar med guldparykker og noget andet guld. Bare et eller andet i guld, siger Michael Lykke Pedersen. 

Hvis sejren ender i Esbjerg, så håber fanformanden, at man igen i år fejrer det manér. Så står den på fest og farver hele natten i hallen.

-Jeg håber, at vi trækker sejren hjem. 4000 mennesker er klar til at bakke holdet op. Den får fuld gas, siger Michael Lykke Pedersen.