Antallet af spillere slår også rekord. Lige knap 550 spillere er tilmeldt, når World Darts Federation (WDF) afholder verdensmesterskaberne i Esbjerg. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
- Et VM i dart i Esbjerg er lige i bulls eye. Det er glædeligt, at vi allerede inden mesterskabet går i gang kan sætte rekord med både antallet af tilmeldte deltagere og nationer, siger Lars Lundov, som er direktør i Sport Event Denmark.
Sammen med Esbjerg Kommune og Dansk Dart Union har Sport Event Denmark sørget for, at begivenheden i år finder sted i Esbjerg.
- Esbjerg har stor erfaring med international dart, og Danmark stor erfaring generelt med store, internationale sportsevents, siger Lars Lundov.
Is skiftet ud med 64 skiver
Sidste gang verdensmesterskaberne i dart blev afholdt, var i Rumænien i 2019. Normalt afholder WDF turneringen hvert andet år, men på grund af COVID-19 er der gået fire år siden sidst.
De indledende kampe til mesterskabet afgøres i Granly Hockey Arena, hvor isen dækkes til, mens 64 dartskiver stilles frem. Den del af verdensmesterskabet er åbent for alle interesserede. Semifinalen og finalen foregår i Blue Water Dokken og kræver billet.
Danmark stiller op med både et herre- og et damelandshold.