Spillested mistænkt for ulovlige prisaftaler

Det ombruste spillested Tobakken i Esbjerg mistænkes nu også for at have koordineret kunstneres honorarer med andre spillesteder.

"Har I modtaget eller afgivet bud på D1MA (dansk rapper, red.) til næste år? Hvor ligger I henne på den?"

Sådan lyder en korrespondance ifølge JydskeVestkysten mellem det kommunalt ejede spillested Tobakken i Esbjerg og dets pendant i Kolding, Godset.

Kommunikationen går på, hvor meget den konkrete kunstner skal have i honorar. 

quote

Umiddelbart vil jeg mene, at det lyder ret bekymrende

Bent Ole Gram Mortensen, professor i jura, SDU

JydskeVestkysten har fået aktindsigt i de to spillesteders korrespondancer fra 2015 til i dag. Mediet har samtidig set korrespondancer mellem otte andre spillesteder i Jylland og på Fyn.

Også honorarer til Tessa, Saveus, Jung, Folkeklubben, MC Einar, Tim Christensen og nu afdøde Hugo Helmig har været diskuteret spillestederne imellem.

Kommunikationen tyder ifølge juraprofessor Bent Ole Gram Mortensen fra SDU på, at spillestederne har lavet prisaftaler, og det må man ikke ifølge Konkurrenceloven.

- Det, I (JydskeVestkysten, red.) beskriver, kan hurtigt opfattes som konkurrencebegrænsende aftaler, hvor kredsen af spillestederne så at sige indgår nogle gentlemen-aftaler om, hvor meget man vil betale kunstnerne. Det beror på en konkret vurdering af hele materialet, men umiddelbart vil jeg mene, at det lyder ret bekymrende, siger professoren til JydskeVestkysten.

Det siger loven

Ifølge Konkurrenceloven er det forbudt for virksomheder at indgå aftaler, der direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen. Aftalerne kan eksempelvis bestå i at fastsætte købs- eller salgspriser eller andre forretningsbetingelser.

Det er også ulovligt for to eller flere virksomheder at samordne deres konkurrencemæssige adfærd gennem oprettelsen af et joint venture

Kilde: retsinformation.dk

quote

Man må også spørge sig selv, hvornår man går fra almindeligt, kollegialt samarbejde og erfaringsudveksling til egentlig karteldannelse

Peter Amstrup, bestyrelsesformand, Tobakken

Kulturekspert Ronnie Hansen blev hyret ind som konsulent til at forsøge at rydde op på Tobakken, som har været konkurstruet, og hvor den tidligere leder, Jan Mols, blev fyret efter mistanke om at have ladet spillestedet betale for private udgifter.

Inden JydskeVestkysten fik aktindsigt, blev Ronnie Hansen opmærksom på, at der potentielt kunne have været indgået ulovlige prisaftaler.

TV SYD har talt med bestyrelsesformand for Tobakken, Peter Amstrup, som også blev opmærksom på sagen.

Han understreger, at tingene skal være i orden på det kommunale spillested.

- Ja, det lyder bekymrende. Om der er tale om karteldannelse eller ej, ved jeg ikke. Men det er i hvert fald værd at få undersøgt. Vi skal ikke gøre noget på Tobakken, som ikke er inde for loven, siger Peter Amstrup til TV SYD og fortsætter:

- Man må også spørge sig selv, hvornår man går fra almindeligt, kollegialt samarbejde og erfaringsudveksling til egentlig karteldannelse. Det virker til at være en gråzone, men det skal vi have belyst.