Stærke kvinder skal op på væggen

Kunstner fra Billum ved Varde markerer Kvindernes Internationale Kampdag. Hun har netop malet tre kendte kvinder. De afslører sig selv søndag i København.

Hun ser frem til afsløringen. Men hun er også lidt bange, når de tre stærke kvinder selv løfter sløret for portrætterne af sig selv. 

- Er der glæde eller overraskelse, eller er der alt muligt andet, man kan frygte? Men den der umiddelbare reaktion, som man kan aflæse i deres øjne, den glæder jeg mig til, siger Agnete Brinch. 

Det sker i den agtværdige kunstforening Galleri Gl. Strand i København. I dag søndag den 8. marts. Dagen er naturligvis ikke tilfældigt valgt. For det er Kvindernes internationale Kampdag.

For nylig færdiggjorde hun maleriet af EU-kommissær Margrethe Vestager, som blev "afsløret" på Frederiksborg Slot 
For nylig færdiggjorde hun maleriet af EU-kommissær Margrethe Vestager, som blev "afsløret" på Frederiksborg Slot 
Foto: Finn Grahndin
quote

De har været med til at gøre mig modigere. Jeg er vel til tider nærmest forelsket i dem.

Agnete Brinch, kunstmaler

Kendte kvinder

De tre portrætter er af tre kendte kvinder:

  • Suzanne Brøgger. Forfatter til en lang række bøger med kvinden og kærligheden i fokus. F.eks. Fri os fra kærligheden, Creme Fraiche, Ja. Medlem af Det danske akademi siden 1997.
  • Helle Thorning-Schmidt. Politiker fra Socialdemokratiet. Statsminister 2011 - 2015. 
  • Puk Damsgaard. TV-journalist på DR med speciale i Mellemøsten. Forfatter til flere bøger om samme emne. F.eks. Ser du Månen Daniel. 

Agnete Brinch: 

  • Bosat i Billum ved Varde. Atelier og galleri i Esbjerg.
  • Tidligere fysioterapeut. Har fem børn. 
  • Udstillet på bl.a. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot og Ljungberg Museet i Sverige. 
  • I 2015 udvalgt blandt 14.000 ansøgere til den internationale censurerede udstilling Portrait Now. 

Kvindemøder

Agnete Brinch er begejstret for mødet med dem, hun portrætterer. Om Helle Thorning-Schmidt siger hun: 

- Da jeg var på tomandshånd med hende, glemte jeg hurtigt, at hun har siddet i en stor magtposition. Hun er tiltalende, imødekommende, ordentlig, og da det er tid til afsked med hinanden, siger hun: "Og du kan godt regne med det, jeg siger".

Helle Thorning-Schmidt afslørede selv det portræt, Agnete Brinch har malet af hende
Helle Thorning-Schmidt afslørede selv det portræt, Agnete Brinch har malet af hende
Foto: Karen Korsgaard

Så nu er hun blevet en del af Agnete Brinchs portrætter af stærke kvinder. Og hun kommer  søndag - som de to andre - og fjerner sløret, der ellers gemmer malerierne.    

Margaret Thatcher, tidligere konservativ engelsk statsminister, kæmpede en brav kamp som politiker - og som kvinde.  
Margaret Thatcher, tidligere konservativ engelsk statsminister, kæmpede en brav kamp som politiker - og som kvinde.  
Foto: Finn Grahndin

Modige kvinder forandrer

Agnete Brinch er i gang med et stort projekt med titlen "Kvinder der forandrer Verden". Indflydelsesrige og stærke kvinder. De, der tegner nutiden - som de tre, hun netop har malet, men også for eksempel en af de mest indflydelsesrige kvinder i Europa, Margrethe Vestager.

Kvinder, der har haft stor indflydelse på den verden, vi nu lever i. Thit Jensen, Karen Blixen, Margaret Thatcher, Marie Curie, Anna Ancher, Amelia Earhart og mange flere.  

Forelsket

Kunstmaleren fra Billum ved Varde hylder disse kvinder. Så træder man(d) ind i hendes galleri i Esbjerg, er man straks omringet af stærke kvinder, der på trods af stor modstand har sat deres fodspor i historien. 

- Jeg er tiltrukket af de her stærke kvinder. Har læst om dem lige siden, jeg kunne læse bøger. De har været med til at gøre mig modigere. Jeg er vel til tider nærmest forelsket i dem, siger Agnete Brinch.

Hendes jakke bærer titlen på projektet: Kvinder der forandrer Verden. 
Hendes jakke bærer titlen på projektet: Kvinder der forandrer Verden. 
Foto: Finn Grahndin