Statsadvokat går ind i sag om Mærsk-kemikalier i Nordsøen

Statsadvokaten har anmodet om et ekstra gennemsyn i sag om udledning af over 100 ton miljøfarlige kemikalier i Nordsøen.

Det har kostet en bøde på 500.000 kroner til den franske oliegigant Total, at Mærsk Oil - som i dag ejes af Total - har brudt loven ved at skylle tonsvis af miljøfarlige kemikalier ud i havet fra sine platforme i Nordsøen.

Bøden kom til offentlighedens kendskab, da DR som de første skrev om den tirsdag. Og i kølvandet herpå beder Statsadvokaten i Viborg om en gennemgang af de undersøgelser, der er lavet i sagen.

Onsdag har Statsadvokaten således sendt en anmodning til Syd- og Sønderjyllands Politi, som har varetaget efterforskningen af sagen indtil videre.

- I lyset af det, der har været fremme, har jeg bedt politikredsen give mig en redegørelse af sagen og herunder tage stilling til, om der er grundlag for at iværksætte yderligere efterforskning, siger statsadvokat Kirsten Dyrman.

Det var Miljøstyrelsen, som i 2017 politianmeldte Mærsk Oil for brud på havmiljøloven. Årsagen var, at Mærsk Oil i en årrække udledte miljøfarlige såkaldte ”røde kemikalier” uden tilladelse til det.

Der var tale om midler, som blev brugt i forbindelse med olie- og gasproduktionen i Nordsøen. I alt nåede Mærsk Oil ifølge DR at udlede over 100 ton miljøfarlige kemikalier, før sagen blev offentligt kendt i 2017.

Mens bøden på 500.000 kroner er sendt til Total, der er Mærsk Oils nuværende ejer, er en central leverandør af kemikalier gået fri.

Ifølge DR erkender den globale kemivirksomhed Clariant at have spillet en nøglerolle i udledningen af store mængder af kemikaliet Scavtreat, der er skadeligt for miljøet, i Nordsøen.

En medarbejder hos Clariant fiflede ifølge virksomheden selv med kemikaliets indhold og deklarering. Det betød, at både Mærsk Oil og Miljøstyrelsen blev vildledt til at tro, at kemikaliet var mindre miljøfarligt, end det reelt var.

Det fremgår ifølge DR af en rapport, som Clariant har udarbejdet.

Netop leverandørens rolle i sagen kan være et af de områder, som eventuelle nye undersøgelser hos Syd- og Sønderjyllands Politi skal rettes mod, fortæller statsadvokat Kirsten Dyrman.

- Jeg har bedt politikredsen om at fortælle mig, hvad efterforskningen har gået ud på hidtil, og om der er behov for yderligere efterforskning - herunder om der er behov for at efterforske i relation til at kunne fastlægge, om der er et eventuelt strafansvar for en leverandør, siger hun.