quote Jeg vidste ikke, om de ville overleve.

Stine Pedersen

Stine Pedersen fra Esbjerg fik for 19 år siden tvillingerne Amalie og Jens Christian. Graviditeten var hård, fødslen endnu hårdere og ét af børnene betalte prisen.

Den 19. november 2001 spiste 31-årige Stine Pedersen aftensmad med sin seks år ældre mand, Mogens.

Hun var lidt over halvvejs henne i sin graviditet med tvillinger, og parret havde i flere år glædet sig til at blive forældre. Nu var to på vej, og humøret var derfor højt under aftensmaden.

Dette er historien om den ene tvilling, Amalie Pedersen, der i øjeblikket kan ses i TV SYD-programmet ’Ualmindelig glad’, som sendes hver søndag.

Følg Amalie på arbejde i Glad Zoo lige her

Så mærkede Stine, at hun blev våd. Hun troede, at hun var kommet til at tisse. Kroppen var ude af balance på grund af graviditeten, så det kunne jo ske.

Men det var blod.

Hun lagde sig på sengen og ringede til fødeafdelingen på Esbjerg sygehus. De sendte en ambulance med det samme.

På hospitalet lyttede de efter livstegn fra maven.

Der var kun én hjertelyd. 

Tre år med drømme

Før graviditeten havde Stine og Mogens fuld fart på karriererne. Hun var jurauddannet og arbejdede som jurist i Statsforvaltningen i Ribe. Mogens var ingeniør på den gamle elforsyning i Esbjerg. De ville udvide familien, men der skete intet.

Efter tre års fejlslagne forsøg gik parret i fertilitetsbehandling. Stine begyndte at tage hormoner for at stimulere sin krop til graviditet.

Stine Pedersen blev sygemeldt, da hun var 24 uger henne. Hun er i dag 50 år.
Stine Pedersen blev sygemeldt, da hun var 24 uger henne. Hun er i dag 50 år.
Foto: TV SYD / Privat foto.

Men hendes krop reagerede ikke, som den skulle.

- Jeg fik alvorlige smerter og måtte have suget blod ud af bughulen, siger hun.

Det viste sig, at hun led af den kroniske sygdom endometriose.

FAKTA OM ENDOMETRIOSE

Sygdommen var årsagen til, at Stine ikke blev gravid.

Diagnosen gjorde hende ikke ked af det. Tværtimod. Den gav hende en begrundelse for, at hendes årelange forsøg ikke havde båret frugt. At hun måtte iagttage glade forældre med barnevogne på gaderne, mens hun selv var låst fast i sine drømme.

Derfor besluttede hun sig for, at sygdommen ikke skulle udelukke hende fra at blive mor.

Det lykkedes.

En skanning viste, at hun var gravid. Ikke med ét barn, men med to. En dreng og en pige. Glæden over den store familieforøgelse overskyggede de udfordringer, som ville komme med to spædbørn i huset.

Amalie og Jens Christian da de var knapt ét år gamle.
Amalie og Jens Christian da de var knapt ét år gamle.
Foto: TV SYD / Privat foto.

- Vi var rigtigt glade for, at der var to i maven. Men vi var også nervøse, fordi vi havde hørt, at meget kunne gå galt, siger Stine.

Hendes krop reagerede også. De første 20 uger kastede hun op døgnet rundt. Men så fortog kvalmen sig, og hun fik det bedre. Kronisk sygdom, smerter og fortabte drømme var erstattet af graviditet og hele to børn på vej. Stine og Mogens var lykkelige. Deres indsats havde båret frugt.

Derfor hyggede de sig også ved middagsbordet den aften i november, hvor stemningen tog en pludselig drejning, og Stine susede ind på sygehuset med ambulancen. 

”Vil du se dem?”

Stine vidste, at der var en risiko for, at hun kunne føde for tidligt, når hun var gravid med tvillinger. De lå begge med numsen nedad, og hun var forberedt på, at hendes søn og datter skulle komme til verden ved kejsersnit.

Men hun var ikke forberedt på at skifte sin aftensmad ud med sygeseng og kitler. 

quote

Det var surrealistisk, og det føltes som om, at det ikke var mig, det skete for.

Stine Pedersen

Hun følte, at hun spillede hovedrollen i en dårlig og uvirkelig film. Hun fik at vide, at tvillingerne skulle ud nu, men hun var så chokeret, at hun sugede sig ind i sig selv. Hun husker ikke, at skalpellen åbnede hendes mave, men hun husker lyden af grædende babyer.

- Det var surrealistisk, og det føltes som om, at det ikke var mig, det skete for, siger Stine.

Hun kom til sig selv, da hun lå på stuen med sting hen over et snit på maven. Mogens var der også. Tvillingerne var lagt i kuvøse på neonatalafdelingen. Tankerne var et virvar af følelser. Det var under to timer siden, at hun sad og spiste aftensmad. Hun vidste, at hendes tvillinger måtte være meget små. Få dage før var tvillingerne blevet vurderet til at veje 1000 gram. Var det normale børn? tænkte hun.

En sygeplejerske spurgte, om Stine ville se dem. Det vidste hun ikke, om hun havde lyst til. Hun havde aldrig set så små børn før.

- Men en jordemoder sagde, at jeg skulle bare se dem nu. Så det gjorde jeg, siger Stine.

Synet, der mødte hende, var overvældende. 

Måske vil hun ikke overleve

I kuvøsen på neonatalafdelingen lå to bittesmå babyer på 1.400 gram hver. På ansigterne var der tapet slanger fast, som hjalp dem med at trække vejret. Deres bleer så gigantiske ud på de små kroppe.

Stine og Mogens betragtede det, som de havde drømt om i flere år. De måtte ikke tage dem ud og holde dem. Det var de for skrøbelige til.

Stine havde svært ved at forholde sig til, at det var hendes børn, der lå på den anden side af glasset.

Stine og Mogens med tvillingerne på neonatalafdelingen en uge efter fødslen.
Stine og Mogens med tvillingerne på neonatalafdelingen en uge efter fødslen.
Foto: TV SYD / Privat foto.

- Det var ikke rart at stå ved kuvøsen. Jeg vidste ikke, om de ville overleve, siger hun.

Alligevel fik de deres navne. Det gjorde det nemmere at forholde sig til den utrolige situation, som Stine ufrivilligt var blevet kastet hovedkulds ind i.

Pigen skulle hedde Amalie, og drengen skulle hedde Jens Christian.

De første dage fik Jens Christian det langsomt bedre, men Amalie svævede mellem liv og død. Hun fik lungemodnende stof og blodtransfusion. Stine og Mogens fik at vide, at det ikke var sikkert, at hun ville overleve.

- Jeg græd ikke. Jeg følte, at jeg var udenfor mig selv og betragtede mig selv som en anden. Det var uvirkeligt, siger Stine.

Amalie udviklede sig langsommere end sin tvillingebror. Hun begyndte at gå, da hun var halvandet år gammel. På billedet er hun lidt over ét år gammel.
Amalie udviklede sig langsommere end sin tvillingebror. Hun begyndte at gå, da hun var halvandet år gammel. På billedet er hun lidt over ét år gammel.
Foto: TV SYD / Privat foto.

Det var dog ikke uvirkeligt, at Amalie fik det bedre i dagene, der gik. Stine kunne også holde hende, og efter to måneder kunne familien endelig pakke sammen og tage hjem.

Lægerne forberedte Stine og Mogens på, at den tidlige fødsel kunne få komplikationer for Jens Christian og Amalie.

- Lægerne sagde, at de ville have indlæringsvanskeligheder, og at de nok ikke blev studenter, siger Stine.

Lægerne fik delvist ret. 

Usikker og nervøs

Stine og Mogens glædede sig til at komme hjem og lufte Jens Christian og Amalie i barnevognen.

Begge børn var blevet skannet kort efter fødslen. Der var ikke hjerneskader. Stine og Mogens var glade og forberedte på, at det hele måske ikke ville blive let. 

Stine lærte, at hun måtte tage én dag ad gangen og overbeviste sig selv om, at hun gjorde sit bedste. Andet kunne hun ikke. Men det hærdede hende også.

quote

Efter sådan en omgang var jeg ikke særlig pivet.

Stine Pedersen

Fra at frygte at de begge ville dø, var hun alligevel kommet hjem med to børn.

- Det var de skønneste børn. Efter sådan en omgang var jeg ikke særlig pivet over, at de skreg eller ikke sov om natten, siger hun.

Som månederne gik, kunne hun se større og større forskel på Jens Christian og Amalie. Han var svagtseende, men udviklede sig naturligt. Det gjorde Amalie ikke. Hun kunne ikke vende sig på ryggen, sidde og kravle som sin bror.

- Det blev tydeligere og tydeligere med Amalie. Vi rettede vores fokus mod hende, da det stod klart, at hun havde det sværere, siger Stine.

Mogens og Amalie Pedersen med en kanin. Amalie elsker dyr, og hendes yndlingsdyr er heste.
Mogens og Amalie Pedersen med en kanin. Amalie elsker dyr, og hendes yndlingsdyr er heste.
Foto: TV SYD / Privat foto.

Amalie havde svært ved at tale, og social kontakt var en udfordring. Hun blev usikker og nervøs, når hun var sammen med andre børn og voksne.

Mens Jens Christian voksede op og blev en almindelig dreng med en omgangskreds og socialt liv, trak Amalie sig fra andre mennesker og kunne ikke overskue social kontakt.

- I en lang periode fra hun er 13-17 år, havde hun angst og ville ingen steder, siger Stine.

Hun følte sig magtesløs over sin manglende evne til at motivere Amalie til at bryde ud af sin socialsikrede boble.

- Man kan ikke forberede sig på sådan et liv, og hvordan man tackler det. Jeg har fået et godt liv og en dejlig familie med de udfordringer, der følger med, siger hun.

Stine var heller ikke forberedt på den overraskelse, som begyndte Amalies forandring.

Lange gåture og en overraskelse

Sidste år begyndte Amalie på sin STU-uddannelse i dyreparken Glad Zoo, som ligger syd for Brørup. Uddannelsen henvender sig til udviklingshæmmede og skal styrke hendes sociale færdigheder og gøre hende mere selvstændig.

Men den har også gjort noget andet for hende. Det opdagede Stine, da coronakrisen lukkede landet og dyreparken i foråret.

- Hun begyndte at gå meget lange ture. Det lignede sgu ikke hende, siger hun.

Det viste sig, at Amalie var blevet kæreste med Frederik fra dyreparken.

Amalie og Frederik mødte hinanden i Glad Zoo og har været kærester i et års tid.
Amalie og Frederik mødte hinanden i Glad Zoo og har været kærester i et års tid.
Foto: TV SYD

- Jeg må sige, at jeg blev overrasket. Frederik er virkelig dejlig, og Amalie har lukket ham ind. De holder meget af hinanden og har været kærester et års tid, siger hun.

Med Frederik på sin side og et arbejde i Glad Zoo har Amalie forandret sig. Hun brød sig ikke om at være hjemsendt under coronakrisen og glæder sig hver dag til at komme på arbejde.

Frederik stoppede i Glad Zoo for nogle måneder siden og arbejder nu i en golfklub i Esbjerg.

- Frederik betyder meget for mig. Jeg savner ham på arbejdet, men vi ses altid bagefter, siger Amalie.

Amalie har redet heste i mange år og drømmer om en fremtid, hvor hun kan arbejde på en rideskole.
Amalie har redet heste i mange år og drømmer om en fremtid, hvor hun kan arbejde på en rideskole.
Foto: Tais Tullin, TV SYD

Hun har set, hvordan Frederik bor på sit bosted og er åben for selv at flytte derud. Hun tænker nogle gange på, at hun bliver genert og ikke ved, hvad hun skal sige overfor andre.

Men hun kan mange ting. Hun læser og kan skrive, ser film, har mobil og kan selv tage offentlig transport.  

Handicap i familien

I dag dvæler Stine ikke ved, at hun er mor til en handicappet.

- Jeg har altid tænkt, at jeg måtte gøre mig umage, og at det ikke nytter noget at være sur og bitter, siger hun.

Men afmagten er med hende enkelte dage. Især i de perioder hvor Amalie har det svært. Så tænker hun, hvilket liv hun har givet sine børn. At hun skal være mere tålmodig og bedre til at forklare sammenhængen i verden.

Stine Pedersen håber, at Amalie en dag hviler nok i sig selv til, at hun kan flytte hjemmefra.
Stine Pedersen håber, at Amalie en dag hviler nok i sig selv til, at hun kan flytte hjemmefra.
Foto: TV SYD

- Jeg synes, at jeg er en god mor. Men der er dage, hvor jeg gerne ville have gjort det bedre, siger hun.

Hun er glad for, at Amalie har mødt Frederik, og at det har accelereret hendes udvikling. Hun har prøvet at spore sig ind på, hvad Amalie vil i fremtiden. Men hun kan ikke finde ud af det.

- Hun siger nej til mine forslag, så måske er det ikke mig, som skal komme med ideerne, siger hun.

Selv siger Amalie, at hun gerne vil fortsætte med at arbejde med dyr.

- Måske på en rideskole. Ponyer og heste er mine yndlingsdyr. Jeg er også god til at ride, siger Amalie.

Hendes bror Jens Christian går i 2. g på gymnasiet. Lægerne sagde oprindeligt, at Stines børn nok ikke ville blive studenter. Jens Christian gør formentlig, mens Amalie også kommer til at færdiggøre sin STU-uddannelse.

Derefter hjælper en vejleder familien med det næste skridt. 

I dag ved Stine ikke, om det var Jens Christians eller Amalies hjertelyd, de hørte i ambulancen for 19 år siden.

Af Alexander Klemp