Største skib nogensinde i Esbjerg havn fragter militært isenkram

Over 300 pansrede militærkøretøjer ankom onsdag med det amerikanske transportskib.

Onsdag morgen lagde det amerikanske transportskib ARC Endurance til kaj i Esbjerg og satte dermed en ny rekord.

Det er nemlig det største skib, der nogensinde har anløbet den sydvestjyske havn med sin længde på 264 meter og en bredde på 32 meter.

- Det her er toppen af poppen. I hvert fald i Esbjerg, siger Kurt Mathiesen, der har været havneassistent hos Esbjerg Havn i 32 år. 

Men det er ikke det eneste opsigtsvækkende ved det store skib.

Med ombord har skibet over 300 pansrede militærkøretøjer fra den amerikanske hær. Onsdag kørte de i land i Esbjerg, før militærkøretøjerne transporteres videre mod en længe planlagt militærøvelse i Polen. 

Her er det amerikanske fragtskib ankommet til Esbjerg Havn. Havnen har siden 1949 været udpeget som NATO-havn.
Her er det amerikanske fragtskib ankommet til Esbjerg Havn. Havnen har siden 1949 været udpeget som NATO-havn.
Foto: Presse-fotos.dk

Øvelse hvor allierede hjælper med logistik

Aktiviteten på Esbjerg Havn er en af de opgaver, som NATO-lande skal kunne håndtere. Det vil sige, at man som allieret nation hjælper med logistiske opgaver, som man onsdag ser i Esbjerg.

- Vi øver os i at være Host Nations, som man kalder det, hvor man skal støtte et andet lands styrker med at komme i land. De skal videre ned igennem Europa bagefter, og det er noget, alle NATO-lande jævnligt gør, siger Henrik Lyhne, der er brigadechef hos Hærkommandoen. 

Det militære isenkram stammer fra NATO, men ifølge Forsvaret sker militærøvelsen ikke som en reaktion på krigen i Ukraine.

Øvelsen er dog ikke helt uden tråde til urolighederne i Ukraine.

NATO-missionen, der hedder Atlantic Resolve, begyndte i 2014 som reaktion på Ruslands annektering af Krim-halvøen.

Ifølge chef i Hjemmeværnsdistrikt Syd- og Sønderjylland, Claus Klaris, kan der komme lignende opgaver i lyset af krigen i Ukraine. 

- Det kunne man sagtens forestille sig, at vi vil se mere af, men der må vi se, hvad fremtiden bringer, siger han til TV SYD.

Her køres det militære isenkram i land i Esbjerg Havn.
Her køres det militære isenkram i land i Esbjerg Havn.
Foto: Hærhjemmeværnskompagni, Sydvestjylland