Stop ikke her – der er fest hos rockerne

Lørdag holder Bandidos i Esbjerg fest igen. Derfor indfører kommune og politiet restriktioner ved klubhuset.

Arrangørerne af festen venter mellem150 og 200 motorcykler til Bandidos klubhus i Finlandsgade.  Derfor indføres et standsningsforbud i en del af gaden i 12 timer. Kun motorcyklister med rygmærker må stille kværnen i den del af Finlandsgade, hvor klubhuset ligger.

Syd- og Sønderjyllands Politi og Esbjerg Kommune ønsker, at de mange motorcykler kommer til at genere færrest mulige beboere i Finlandsgade, der skal have parkeret deres biler, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Standsningsforbuddet gælder for  den ene ende af Finlandsgade – og rundt om hjørnet til Strandbygade. Forbuddet mod at standse – og parkere – gælder fra kl. 12 til 24.

- Denne løsning sikrer, at der både bliver plads til at parkere motorcyklerne, og til at borgerne kan parkere deres biler tæt ved deres boliger i Finlandsgade, hedder det i pressemeddelelsen.

Bandidos-klubhuset i Finlandsgade. Her skal der være fest på lørdag.
Bandidos-klubhuset i Finlandsgade. Her skal der være fest på lørdag.