Stor forskel på terror-beredskabet på skolerne i Sydjylland

En rundringning til kommunerne i TV SYDs sendeområde viser, at der er stor forskel på terror-beredskabet for skolebørnene fra kommune til kommune.

Esbjerg har netop indført et terrorberedskab for kommunens skolebørn. Men det er meget forskelligt, hvordan kommunerne har organiseret sig, når der gælder terrortrusler på skolerne.

Alle kommuner TV SYD har talt med tirsdag understreger, at de har beredskabsplaner, som understøtter børnenes sikkerhed, men det er ikke alle kommuner, der har lavet en decideret beredskabsplan for en terror-situation..

Ud over Esbjerg Kommune har Varde, Fredericia, Kolding, Horsens og Haderslev kommuner et terrorberedskab.

Vejle, Billund, Hedensted og Tønder kommuner oplyser, at de ikke har et decideret terrorberedskab på skoleområdet. I 2009 udsendte Undervisningsministeriet en vejledning om sikkerheds- og kriseberedskaber på uddannelsesinstitutioner ved skoleskyderi, og hos de kommuner TV SYD har haft kontakt til, har man indarbejdet det i beredskabet.

Skolechef i Aabenraa Kommune, Lars Svensson, siger til TV SYD, at kommunen har et beredskab, der tager hånd om børnenes sikkerhed på forsvarlig vis, men at der ikke indgår ordet "terror" i disse planer, da det er hans opfattelse,  at det vil skabe mere frygt end det vil gavne.

Lars Svensson oplyser dog, at han har et møde med kommunens skoleledere onsdag, hvor de b.la. vil diskutere beredskabsplanerne, og om der er behov for at udvidde beredskabet yderligere.

Ved denne artikels udgivelse, er det ikke lykkedes TV SYD at få kontakt til Fanø, Vejen, Sønderborg og Ikast/Brande kommuner.