Storcentre under dobbelt pres fra nethandel og restriktioner

Det hjælper ikke på en god julehandel, at regeringen kommer med nye restriktioner, lyder det fra branchen.

De fysiske butikker er igen i år presset af en stigende nethandel, og ikke nok med det kom der tirsdag nye restriktioner fra regeringen. Ifølge en rundspørge blandt storcentrene i TV SYDs område gør det chancerne for en god julehandel mindre sandsynlig. 

- Det er med en bekymring, at vi ser på, at regeringen melder nye restriktioner ud, for det er vores vigtigste måned. Men vi skal til hver en tid hjælpe med at nedbringe smitten, siger centerchef i Broen i Esbjerg, Janni Baslund Dam.

quote

Allerede ved krav om mundbind faldt vores besøgstal, og nu er man ude med nye restriktioner.

Janni Baslund Dam, centerchef Broen, Esbjerg

Bekymringen kommer som følge af regeringens nye coronarestriktioner, der blev præsenteret på et pressemøde i går, tirsdag. Her indførte regeringen et krav om ensretning i storcentre og butikker på over 2.000 kvadratmeter, skiltning af antal personer, der må lukkes ind og ikke mindst krav om færre kunder per kvadratmeter.

Krav om færre kunder per kvadratmeter

  • Butikker mellem 2.000 og 4.999 kvadratmeter må maksimalt tillade adgang for en person per 10 kvadratmeter indendørs gulvareal med offentlig adgang.
  • Butikker mellem 5.000 og 9.999 kvadratmeter må maksimalt tillade adgang for en person per 12 kvadratmeter indendørs gulvareal. 
  • Butikker over 10.000 kvadratmeter må maksimalt tillade adgang for en person per 25 kvadratmeter indendørs gulvareal.

Men det er ikke restriktionerne, der er udfordringen i Broen i Esbjerg, men i stedet opfordringen om at handle enkeltvis.

- Allerede ved krav om mundbind faldt vores besøgstal, og nu er man ude med nye restriktioner. Det kan kun give faldende besøgstal. Der kommer til at være noget mersalg, som ikke bliver det samme i år, siger centerchefen.

Det skræmmer kunder væk

Den påstand bakker regionsmanager hos Bryggen i Vejle, Claus Brændgaard op om.

- For hver gang der er et pressemøde, så har det en indflydelse, fordi folk bliver bekymret over tingene. Hver gang har det haft en konsekvens for os, siger han.

Ligesom sine kollegaer i branchen håber han også på, at folk vil støtte den lokale handel ved at komme ud i de fysiske butikker.

- Covid-19 har sat alt normalt ud af drift, og det har været svært at forudse, hvornår folk de kommer. Vi håber julehandlen bliver god, men vi er bekymret for at folk de holder sig væk fra de fysiske butikker, siger Claus Brændgaard.

Vi gør det jo allerede i forvejen

Hos Danske Shoppingcentre fortæller adm. direktør Jesper Faurholdt, at man i centrene allerede har indført ensrettede gange og skiltning samt at man ikke er i nærheden af det loft, som regeringen har sat på kvadratmeter. 

Derfor undrer det Jesper Faurholdt, at butikkerne igen bliver mødt af nye restriktioner, når der ham bekendt ikke er dokumentation for større smitteudbrud i et shoppingcenter.

- Jeg er mere bekymret for, at man får skabt et billede af, at det er utrygt at komme i et shoppingcenter. Vi har taget anbefalingerne alvorligt hele vejen og været på forkant med mange tiltag.

Ensretningen volder problemer

I Borgen i Sønderborg ser man ikke så sort på de nye restriktioner trods fald i antallet af kunder.

- Det kommer ikke til at have indflydelse på julehandlen hos os. Inden restriktionerne havde vi 10.000 færre kunder til Black Friday i fredags, fortæller centermanager Flemming Enghave.

Hans center er til gengæld er et af de steder, hvor der ikke er nogen ensrettet gang på nuværende tidspunkt. Dét står øverst på dagsordenen i Borgen, fordi man ikke kan sætte klistermærker på gulvet, som man ser andre steder, fortæller han. 

- Det, jeg gjorde i går, var, at jeg bestilte uanede mængder af de der lufthavnsbånd, for det bliver nok den løsning, vi kommer til at gå med.

Restriktionerne gælder fra mandag den 7. december