Syd – og Sønderjyllands Politi har tirsdag morgen klokken 06 registreret 31 hændelser, som følge af stormen Urd. Det drejer sig om væltede træer, nedrevne el-ledninger, forfløjne tagsten og juletræer.
- Det er kun materielle skader. Ingen er kommet noget til, selvom der var tale om meget kraftige vindstød i aftes og nat, siger vagtchef Erik Lindholdt, Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.
En lignende melding kommer fra Sydøstjyllands Politi, der har været involveret i omkring 30 mindre sager som følge af stormen.
- Det mest dramatiske har været væltede træer. Her til morgen skal trafikanterne - især på de mindre veje - være opmærksom på, at der kan ligge træer og store grene på kørebanen, som kan være svære at se i mørket, siger vagtchef Svend Pedersen, Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.