Storsejr til Sønderjyske – nederlag til Esbjerg Energy

Fredag aften var både Sønderjyske og Esbjerg på isen i Metal Ligaen.

Der var ingen ko på isen, da Sønderjyskes ishockeyherrer tørnede sammen med Rødovre Mighty Bulls. De lyseblå nød godt af at være på hjemmebane og havde et livligt publikum til at bakke sig op. 

Sønderjyske formåede at holde hovedet koldt og skabe mange chancer i modstanderens ende, til trods for at kampen indledningsvist manglede en del tempo. De mange chancer gav pote i sidste ende, da Sønderjyske vandt 4-1 over holdet fra den københavnske vestegn.

Ikke helt så godt gik det Esbjerg Energy, da de fredag aften gæstede Frederikshavn White Hawks.

Kampen mod nordjyderne startede ud i højt tempo, men det var først, da de første kræfter var ved at være brugt op, at de gule esbjergensere tog føringen. Fra da af gik det kun ned af bakke for esbjergenserne, som ved tredje periodes udløb måtte se sig slået med 4-2.

Esbjerg Energy er placeret på en 8. plads i Metal Ligaen efter nederlaget, mens Sønderjyske ligger på en flot 2. plads.

Se billeder fra Sønderjyskes kamp mod Rødovre Mighty Bulls herunder.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.