Stram Kurs opstiller kandidat i Sydjylland

Partiet Stram Kurs har netop annonceret tre nye folketingskandidater. I alt har partiet nu 10 kandidater.

Partiet Stram Kurs med Rasmus Paludan i spidsen har opstillet en kandidat i Esbjerg. Der er tale om Kim Holmgaard Madsen, der stiller op i Sydjyllands Storkreds. 

Det bekræfter Rasmus Paludan over for TV SYD. Han fortæller, at partiet forventer at stille op med tre til fire kandidater i hver storkreds.

Kim Holmgaard Madsen er tidligere DF'er og har siddet i Esbjerg Byråd for først Dansk Folkeparti og senere Liberalt Folkeparti.

Rasmus Paludan overvejer selv at stille op i Sydjyllands Storkreds, oplyser han til TV SYD. 

DET VIL STRAM KURS

  • Partiet mener, at islam skal forbydes i Danmark.
  • Desuden skal enhver ikkevestlig person, der har opnået asyl, og som ikke er oprindelig statsborger i et af Danmarks nabolande, udvises.
  • Partiet mener, at velfærd som udgangspunkt kun skal ydes til personer, der har dansk statsborgerskab fra fødslen og ikke har andre statsborgerskaber. Desuden skal de blandt andet have dansk som modersmål.
  • Jobcentrene skal nedlægges, og arbejdsløse skal i stedet motiveres til at klare sig selv. 
  • Læger skal vurdere og behandle syge. Den vurdering skal også danne grundlag for, om en person skal kunne sygemeldes eller tildeles førtidspension.

 

Kilder: Stram Kurs, Ritzau og Altinget