Sune lider af Alzheimers: Jeg vil gerne have indopereret en GPS-chip

Esbjerg Kommune vil have lov til at lægge en GPS ind under huden på demente - en mulighed, som Sune, der lider af Alzheimers og Henriette Willendrup fra Esbjerg meget gerne vil have.

Som det er i dag, kan man udstyre demente med GPS'er i for eksempel armbånd, skoen eller syet ind i tøjet.

Senderen registrerer, hvis den demente forlader hjemmet. Problemet ved den form for GPS'er er, at den demente kan komme til at tage den af, den kan løbe tør for strøm eller gå i stykker.

Derfor har Esbjerg Kommune nu skrevet til sundhedsministeren og ældreministeren. De vil have lov til at lægge en GPS ind under huden på demente. Den mulighed vil Sune Willendrup, der lider af Alzheimers, og hans kone gerne benytte sig af.

- Jeg har et ønske om, at folk kan finde mig, siger Sune Willendrup, der er førtidspensionist og bor i Esbjerg.

For Sune Willendrups kone, Henriette, ville GPS’en også give mere ro.

- Når Sune er fem-ti minutter længere væk, end vi har aftalt, så bliver jeg bekymret. Der er den her evige angst som pårørende. Hver eneste dag er jeg bange for, hvornår Sune ikke længere kan finde hjem. Den dag kommer på et tidspunkt, siger Henriette Willendrup.

For nyligt forsvandt en 70-årig dement mand i Esbjerg. Dagen efter blev han fundet død. Det fik Esbjerg Kommunes Sundheds- og Omsorgsudvalg til at skrive til ældreminister Thyra Frank og sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

quote

Når Sune er fem-ti minutter længere væk, end vi har aftalt, så bliver jeg bekymret. Der er den her evige angst som pårørende. Hver eneste dag er jeg bange for, hvornår Sune ikke længere kan finde hjem. Den dag kommer på et tidspunkt.

Henriette Willendrup, socialrådgiver, Esbjerg

- Vi ønsker at give demente en mulighed for at færdes så frit som muligt, men vi vil også gerne give de demente retten til at blive fundet, hvis de bliver væk og ikke kan finde hjem, siger Henning Ravn, formand, Sundheds- og Omsorgsudvalget, Esbjerg Kommune.

Udvalgsformanden slår fast, at der ikke er tale om tvang.

- Vi ønsker at give de demente muligheden. Det er ikke sådan, at fordi man får diagnosen, så skal man have en GPS-chip.

For Sune og Henriette Willendrup giver de nuværende GPS’er i sko eller jakker en falsk tryghed.

- Det er måske ikke lige den dag, han har telefonen med eller de sko på, hvor GPS’en er i, siger Henriette Willendrup.

Etiske overvejelser om overvågning

Der kan være etiske overvejelser i forhold til at kunne spore og dermed overvåge de demente, men på det punkt er Henriette Willendrup ikke i tvivl.

- Det kan altid kun komme til gavn for den demente. Jeg er sikker på, at hvis man har spurgt dem, hvor de var ved deres fulde fem - ligesom ved Sune - ønsker de at kunne findes, såfremt det bliver nødvendigt. Jeg tror, meget få vil sige, at det ønsker de ikke, siger Henriette Willendrup.

Sundhedsministeren skriver i et skriftlig svar til TV SYD, at hun ikke er begejstret for, at samfundet skal kunne bestemme, om der skal lægges en GPS ind under huden på demente.

- I takt med at teknologien udvikler sig, skal vi selvfølgelig også turde tage debatten om de nye muligheder - også de, som giver os etiske overvejelser. Personligt bryder jeg mig dog ikke om chipideer, og jeg synes, der er stor forskel på, om man selv træffer en sådan beslutning, inden man bliver dement, eller om det er en beslutning, samfundet vil træffe på den enkeltes vegne. Teknologien på området bevæger sig enormt hurtigt, og det skal vi følge med i. Teknologi kan dog aldrig erstatte god, nærværende omsorg og pleje til personen med demens, skriver Ellen Trane Nørby, sundhedsminister.