Superligaens forår begyndte med vestjysk sejr i lokalopgør

Så ruller bolden igen. Første runde efter vinterpausen bød fredag aften på lokalopgør i Esbjerg. Hjemmeholdet slog Sønderjyske med 3-0.

Det er som når køerne lukkes ud på græs igen. Måneders venten er overstået. Superligaen er i gang igen!

Fredag aften blev de to første opgør spillet. Først på aftenen vandt Lyngby 1-0 over FC Nordsjælland, og et par timer senere tørnede Esbjerg fB og Sønderjyske sammen på Blue Water Arena i Esbjerg.

Der er altid mange ubesvarede spørgsmål efter vinterpausen, og der stillede både flere nye spillere og ny cheftræner til start. Så spørgsmålet var, hvem der kom bedst i gang med anden halvdel af sæsonen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

At dømme ud fra resultatet, så har Esbjerg haft mest gavn af pausen i Superligaen. Efter en målløs første halvleg, så skulle der kun gå ni minutter af anden halvleg, før vestjyderne bragte sig i front. 1-0 på mål af svenske Robin Söder.

Sønderjyske pressede på, men en velspillende Jeppe Højbjerg stod flere gange i vejen i EfB-målet. 

Mod slutningen af halvlegen lukkede og slukkede Esbjerg kampen på få minutter. I det 81. minut sendte australske Awer Mabil bolden i nettet til 2-0-føring til hjemmeholdet, og kun fem minutter senere gjorde græske Konstantinos Tsimikas det til 3-0. Kampens resultat.

Resten af kampene i 22. runde spilles fra lørdag til og med mandag. Inden disse kampe ligger Esbjerg nummer 12, mens Sønderjyske lige præcis holder sig inden for den vigtige top-6, der efter grundspillets 26. spillerunde giver adgang til mesterskabsspillet i Superligaens nye slutspil.

Efter 20 år med samme turneringsstruktur er der fra sæsonen 2016-2017 blevet introduceret et nyt turneringsformat i Superligaen i fodbold.
Efter 20 år med samme turneringsstruktur er der fra sæsonen 2016-2017 blevet introduceret et nyt turneringsformat i Superligaen i fodbold.
Foto: Scanpix