Svære slutspils-udsigter for superligaens lokale hold

Esbjerg fB sikrede sig med 1-1 i Lyngby mandag aften et nyt point i kampen for overlevelse i superligaen, hvor det med tre runder igen af grundspillet ser svært ud for udsigten til lokal deltagelse i medaljeslutspil.

Det ene point efter en kold omgang på Lyngby Stadion betyder, at Esbjerg indtager 12.-pladsen i superligaen fire points foran Viborg på sidstepladsen. 

Efter Sønderjyskes nederlag søndag til Brøndby og den uafgjorte kamp AC Horsens-OB lørdag ligger de to hold på henholdsvis 7.- og 8.-pladsen og skal kæmpe hårdt for at fortrænge Randers og AaB fra en placering i top 6 og dermed muligheden for at slutte i medaljeslutspillet.