Sydjyllands største golfklub i medlemskrise

Esbjerg Golfklub har mistet 200 medlemmer de sidste år, men nu vil de vende udviklingen.

Golfsæsonen står for døren, men i Syd- og Sønderjyllands største og dyreste klub – Esbjerg Golfklub – går de en sæson i møde, hvor de skal kæmpe for flere medlemmer. Her har de været vant til ventelister for at blive medlem, men siden 2013 er cirka 200 af de 1700 medlemmer faldet fra til trods for, at der på landsplan har været en minimal stigning i antallet af medlemmer sidste år.

- Det er første gang i vores knap 100 år lange historie, at vi har tabt medlemmer, så vi har selvfølgelig skulle omstille os og finde ud af, hvad vi kunne gøre ved det, siger golfmanager Hans Christian Warrer fra Esbjerg Golfklub.

Og gøre noget ved det, det gør de i denne sæson. Indmeldingsgebyret på 6000 kroner er fjernet, driften er effektiviseret med 10 procent og en mere massiv markedsføring er på trapperne.

- Vi håber at kunne vinde antallet af tabte medlemmer tilbage, så vi igen kommer op på 1700 medlemmer i denne sæson, siger golfmanager Hans Christian Warrer.

Tag på besøg i golfklubben
Kom med i maskinrummet på golfklubben, der gemmer på maskiner for ikke mindre end 10-12 millioner kroner, når vært Christina Hoffmann besøger klubben i programmet Naboer – det er direkte tv kl. 15 eller se genudsendelserne kl. 19.55 og 22.40 på TV SYD+.