Syrere lærer om dansk madkultur

I Esbjerg lærer syriske flygtninge om hygiejne, dansk mad og dansk madkultur. - De er topmotiverede, siger virksomhedskonsulent.

14 topmotiverede syriske flygtninge er i disse dage på køkkenkursus i Esbjerg.

- De er topmotiverede, de skal næsten stoppes for at holde frokostpause, fordi de er så ivrige, siger Thomas Christiansen, virksomhedskonsultent på Rybners Kursuscenter.

På kurset, der varer fire uger, bliver syrerne gjort klar til det danske arbejdsmarked, og for kursisterne handler det om, at få et job og tjene sine egne penge.

- Jeg vil gerne arbejde, betale skat og være fri af kommunen, siger Jihad Mohammad, der deltager på kurset.

Fagligt og kulturelt

Syrerne bliver rent fagligt klædt på, så de kan lave dansk mad og leve op til hygiejnekrav - men de lærer også om dansk madkultur og om, hvordan man gebærder sig på en dansk arbejdsplads.

quote

Jeg synes de er dygtige og meget engagerede

Nicoline Vind, Kokkefaglig lærer på kurset

- Der er nogle forskellige spilleregler fra det syriske til det danske køkken, for eksempel stikker man ikke fingeren i maden i Danmark, hvis man skal smage på den, siger Thomas Christiansen.

Derfor bliver syrerne på det fire uger lange kursus gjort arbejdsklar til en dansk arbejdsplads. I samarbejde med jobcentre i Esbjerg, Varde og Billund vil syrerne komme i virksomhedspraktik, og hvis alt går vel, er syrerne klar til arbejdsmarkedet efterfølgende.