Syrien-mor erkender støtte til terrororganisation

En kvinde med fem børn skal fortsat sidde fængslet i sag om terrorstøtte. Hun erkender sig skyldig.

En mor, der er hjemtaget fra en fangelejr i Syrien, har torsdag i Retten i Esbjerg erkendt sig skyldig i støtte til terrororganisation og ulovligt ophold i Syrien.

Det fortæller den 34-årige kvindes forsvarer, advokat Mette Grith Stage.

Torsdag har retten skullet tage stilling til, om kvinden fortsat skulle sidde varetægtsfængslet i sagen, og om hun kunne fængsles under mildere forhold.

Mette Grith Stage har ønsket, at det kunne ske på et mor-barn-hjem. Men det er blevet afvist.

- Det er ikke noget, som anklagemyndigheden vil gå videre med, og det er heller ikke noget, som retten har fundet anledning til at pålægge anklagemyndigheden at gå videre med.

Mette Grith Stage er den 34-åriges forsvarsadvokat.
Mette Grith Stage er den 34-åriges forsvarsadvokat.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

- Anklagemyndigheden mener ikke, at det her er en sag, hvor der er en reel mulighed for en surrogatanbringelse, fordi det er en så alvorlig sag, siger Mette Grith Stage.

Retsmødet er endt med, at kvinden, der er mor til fem, skal sidde fængslet i yderligere fire uger - altså frem til 2. december 2021.

Kendelsen om varetægtsfængsling er ikke kæret til landsretten.