Syriske Mostafa lærer dansk til fodbold

Esbjerg United hjælper flygtninge og asylansøgere med at få fodfæste i Danmark.

- Det er den bedste klub for mig. Jeg har fundet nye venner her og lært meget dansk, siger syriske Mostafa Khalil Khalil.

Han er en af de 40 medlemmer af fodboldklubben Esbjerg United. Halvdelen af dem er flygtninge og asylansøgere. I alt ti nationaliteter er her på træningsbanen.

- Selvfølgelig taler vi dansk, men det er en fordel for alle, at vi kan hjælpe hinanden med det sproglige, hvis der forklares noget særligt, siger spiller og hjælpetræner Abdul Askar til TV SYD.

Klubben, der har eksisteret i fire år, har vakt opsigt for dens evne til at integrere nyankomne. DGI har således støttet klubbens arbejde tre gange med penge. 56.800 kr. i alt. Det er sket gennem DGI’s pulje ”Foreningsliv for alle”.  

- Det har betydet rigtigt meget for os. For det første at vi kan stille med to hold. For det andet at vi har så mange flygtninge og asylansøgere, der ellers ikke vil være medlem i en forening, fordi de ikke ville have råd til det, siger træner og formand for klubben Saif Saed.

quote

- Det er den bedste klub for mig. Jeg har fundet nye venner her og lært meget dansk

Mostafa Khalil Khalil

Mange af spillerne har kun været kort tid i Danmark. Her i Esbjerg United bliver der taget hånd om dem. Også med venlig vejledning.

- I stedet for at hænge på gaderne, så kommer de her hos os. Og vi kender dem efterhånden. Også hvad de laver i deres fritid. Så vi tager os af dem, siger Saif Saed med et smil og viser med hænderne en omfavnelse.  

Nogle af medlemmerne har ingen familie og måske kun et tyndt netværk her i Danmark. I klubben får de en chance for at finde sig selv - og nye venner. Det gælder også for Jeppe Laursen:

- Jeg kom til Esbjerg i sommer. Har boet 10 år i Mellemøsten og valgte så at spille her i Esbjerg United, hvor jeg kendte nogle af dem, der spiller her. Jeg tænkte, at de nok havde plads til mig også.  

Over 1.100 børn og voksne fik sidste år hjælp fra DGI’s pulje ”Foreningsliv til alle”. Pengene kan dække udgifter til kontingent eller udgifter til at deltage i turneringer eller stævner. Det er Poul Due Jensens Fond, der siden 2015 har stået bag puljen og har netop givet tre mio. kr. til den frem til 2021.