Tag en dukkert og få ny inspiration

Vilde vandbomber og de sidste nye trends indenfor Aqua fitness bliver her i weekenden præsenteret i Esbjerg.

Fitness i vandet er blevet rigtig populært, og der bliver hele tiden udviklet nye måder at holde sig i form på. Derfor er Svømmestadion Danmark i Esbjerg lørdag og søndag omdannet til et kæmpestort vandfitnesscenter med 110 forskellige workshops.

Det er DGI der står bag, og formålet er at vise instruktører det sidste nye indenfor bl.a. aqua dance og aqua fitness.

Tyskeren Oliver Schill kommer også forbi, og giver en opvisning i spektakulære vandbomber – også kaldet splashdiving.

En sportsgren der er stor i Tyskland, og som måske også er på vej til de danske svømmehaller.

En masse syd- og sønderjyder var i dag ude på dybt vand - helt derude, hvor de ikke kunne bunde. På Svømmestadion i Esbjerg samledes 340 svømmeglade mennesker fra hele landet for at lære det nyeste af det nye indenfor vandmotion.