TV der bevæger dig

Team Esbjerg er ét point fra Europas bedste

Svenske Sävehof er modstanderen, når det søndag bliver afgjort, om Team Esbjerg skal være blandt Europas tolv bedste klubhold.

Team Esbjergs Estavana Polman skal gerne spille en god angrebskamp for Team Esbjerg søndag. Arkivfoto. Foto: Niels Husted

Det bliver søndag afgjort, om Team Esbjergs debut i Champions League bliver til en hurtig exit eller en plads blandt Europas tolv bedste kvindelige håndboldhold.

Betingelserne er klare for Esbjergs Danmarksmestre før søndagens møde med svenske Sävehof: Et point giver adgang til hovedrunden i Champions League i det nye år, mens et nederlag betyder farvel til den prestigefyldte klubturnering.

- Vi er meget optaget af at sætte tingene på plads og vise, at vi er blandt de tre bedste hold i gruppen og dermed blandt de tolv bedste klubhold i Europa, siger Team Esbjergs cheftræner Lars Frederiksen i en pressemeddelelse.

For en lille måned siden slog Team Esbjerg søndagens modstander, Sävehof, i Partille Arena i Sverige med 25-20, og derfor ligger favoritværdigheden umiddelbart ved danskerne.

- Sävehof ligger lidt bedre til os end Larvik, fordi de er knapt så fysisk stærke som nordmændene, men ellers vil det være holdet med de bedste nerver, som vil komme bedst ud af kampen, vurderer Lars Frederiksen.

De afgørende tres minutters håndbold bliver sat i gang klokken 15.00, når Team Esbjerg møder de seneste otte sæsoners svenske mestre.

Mere sport