Team Esbjerg fik klø

Der var masser af mål i Team Tvis Holstebros 39-34-sejr over Team Esbjerg på udebane i kvindeligaen.

Tilskuerne i Blue Water Dokken i Esbjerg fik masser af mål for entrépengene lørdag eftermiddag, da Team Esbjerg tog imod Team Tvis Holstebro.

Hele 73 af slagsen blev det til i gæsternes 39-34-sejr.

Team Tvis Holstebro afgjorde reelt kampen i første halvleg, som blev vundet 21-14. I anden halvleg spillede værterne sig lidt tættere på, men fik altså ikke lukket hullet.

Lotte Grigel var som altid målfarlig for hjemmeholdet og stod for hele 11 scoringer. Målene var lidt bedre fordelt hos gæsterne, hvor Mette Gravholt og Ann Grete Nørgaard lavede syv mål hver.

I den anden ende af ligaen overlod Sønderjyske sidstepladsen til HC Odense efter at have vundet et tæt bundopgør med 23-22.