Team Esbjerg har fundet gravide Polmans afløser

En gammel Team Esbjerg-kending vender tilbage til klubben, efter stjernen Estavana Polmans graviditet.

Det bliver Nanna Friis-Traberg, der skal lukke hullet efter Estavana Polman i Team Esbjergs bagkæde. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

27-årige Nanna Friis-Traberg er hentet ind på en kontrakt for resten af sæsonen, og hun skifter til klubben fra 1. divisionsklubben Fredericia HK. Her har hun scoret 103 mål i sæsonens første 13 kampe. 

Og det glæder både sportschef Thomas Hylle og cheftræner Lars Frederiksen, at det er lykkedes Team Esbjerg at finde en erstatning for den hollandske profil i en sæson, hvor Team Esbjerg både har kampe i Primo Tours Ligaen og Champions League.

quote

Vi får tilført en rigtig god spiller, der endog er fra Esbjerg og er ved at flytte tilbage til byen.

Sportschef Thomas Hylle, Team Esbjerg. 

De har dog ikke nogen forventning om, at Nanna Friis-Traberg kan lukke hullet helt efter Estavana Polman.

- Vi får tilført en rigtig god spiller, der endog er fra Esbjerg og er ved at flytte tilbage til byen. Nanna Friis kan bidrage med skud, gode gennembrud og er på mange områder en komplet spiller, siger Thomas Hylle i pressemeddelelsen.

Gammel kending

Nanna Friis-Traberg spillede på Team Esbjergs førstehold frem til 2008. Herefter spillede hun på klubbens andethold frem til 2010, hvor hun flyttede til København for at studere. Og den nye kvinde på Team Esbjerg-holdet er glad for at være tilbage i klubben.

quote

Jeg har hele tiden haft en drøm om at vende tilbage til klubben, men troede ikke, det var realistisk. 

Nanna Friis-Traberg, ny Team Esbjerg-spiller. 

- Jeg har hele tiden haft en drøm om at vende tilbage til klubben, men troede ikke, det var realistisk. Nu får jeg mulighed for at komme ind på et hold, der i mellemtiden tilhører toppen af dansk håndbold. Det er en drøm, siger Nanna Friis-Traberg.

Nanna Friis-Traberg havde første arbejdsdag i Team Esbjerg onsdag eftermiddag, hvor spillerne vendte tilbage efter EM og julepause.