Team Esbjerg tilbage til hverdagen og kamp for slutspilsplads

Hverdagen kalder efter opgøret mod verdensstjernerne fra Györ, når Team Esbjerg tager imod Ringkøbing Håndbold fra den tunge ende af ligaen.

Dokken i Esbjerg danner i aften kl. 18.30 rammen om et regulært Vestkystderby. 

- Mod Györ tog vi et skridt i den rigtige retning og fik troen på, at vi faktisk godt kan spille håndbold. Vi præsterede et forholdsvis godt forsvarsspil og giftige kontraløb, og returløbet, som vi ellers har døjet med, løftede sig også. Med det spil har vi gode muligheder mod Ringkøbing, selv om holdet møder med selvtillid efter sejre over Nykøbing F. og Team Tvis Holstebro i det nye år. Nu skal vi vise, at vi kan være stabile, siger Team Esbjergs cheftræner, Lars Frederiksen, inden kampen til klubbens hjemmeside. 

Før opgøret har 21-årige Maria Mose Vestergaard indgået en ny toårig aftale med Team Esbjerg frem til 30. juni 2019. Hun har fået meget spilletid i denne sæson på baggrund af Susanne Kastrups Forslunds graviditet. 

- Jeg synes, jeg har været inde i en rigtig god udvikling det seneste år. Jeg håber, at jeg kan fortsætte med at få meget spilletid i de næste to sæsoner, så jeg kan blive en endnu bedre håndboldspiller. Et tilbud om en toårig kontrakt kunne jeg ikke sige nej til, siger Maria Mose Vestergaard, der har spillet i klubben hele sin karriere.

Herreligaen i gang igen efter VM

I herrernes liga genoptages turneringen i aften efter VM-pausen. Her møder kriaseramte KIF Kolding København på udebane de nybagte pokalvindere Skjern. Kampen kan følges på TV 2 Sport fra kl. 18.30.

TM Tønder møder i aften på hjemmebane GOG, mens Sønderjyske torsdag skal på langtur og møder ude Mors-Thy. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.