Thomas og hans venner vil redde unges kultur-mødested

Politisk møde tirsdag om, hvad der skal ske med "Huset" i Esbjergs centrum. Måske overtages det af Esbjerg Ensemble, der spiller klassisk musik.

- Det er katastrofalt, hvis Huset ikke fortsætter med at være de unges samlingssted. Vi frygter, at det bliver overtaget af folk, der ikke forstår værdien af stedet, siger Thomas Sørensen. 

Han og hans to venner Bo Sejer og Jan Varborg har derfor foreslået kommunen, at de kan og vil drive stedet på samme vilkår som hidtil. Det har indtil nu været drevet af det regionale spillested Tobakken. Esbjerg kommune skal dermed finde andre, der vil drive stedet. 

- Vi er bange for, at politikerne vælger en Hovsa-løsning. Huset er som skræddersyet til det her formål. At være de studerendes hus. Politikerne vil gerne have flere studerende til byen, og vi ved jo, at kulturtilbuddene i en by er ekstremt vigtige, når de unge skal vælge deres studieby, siger Thomas Sørensen.

De Studerendes Hus afvikler en lang række mindre koncerter, har en café, har en lille biograf og er samlingssted for for foreninger n.m. 

Ensemble er klar til at overtage

Et andet tilbud politikerne i kultur- og fritidsudvalget på mødet tirsdag skal tage stilling til er dette: Esbjerg Ensemble vil drive Huset videre. 

- Vi har længe søgt efter et andet sted, hvor vi kan øve og spille koncerter, men den slags sted hænger ikke på træerne i byen, siger bestyrelsesformand Peter Amstrup.

Gruppen, der spiller klassisk musik og dermed i en anden boldgade end den musik, der normalt kan høres i huset, vil dog gerne udvide målgruppen. Fra studerende til alle. 

- Vi ser mange muligheder i, at det bliver et sted for både børn, unge og voksne. For eksempel med en masse kulturelle cross-over-aktiviteter. Vi synes, at Thomas Sørensen i sin kritik ser "spøgelser", når han er bange for, at vi kan drive Huset videre. Vi smider selvfølgelkig ikke den rytmiske musik ud, siger Peter Amstrup.

Tobakken har ikke råd

Det er Tobakken, der hidtil har drevet stedet, men det regionale spillested har lidt voldsomt økonomisk under corona-krisen og har derfor nu opsagt samarbejdsaftalen med Esbjerg kommune. 

- Det var den rigtige beslutning, at aflevere nøglerne pænt og ordentligt, så stedet kan videreføres. Det har i denne corona-tid kostet Tobakken for meget administration og penge, siger bestyrelsesmedlem og byrådsmedlem for Venstre, Jakob Lose. 

Formanden for Kultur- og fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen, konservative, tror bestemt ikke, at der bliver taget nogen beslutning på mødet tirsdag.

- Nu skal vi først høre de to fonde, der står bag Huset om de vil være med til at skifte målgruppen ud fra de studerende til alle esbjergensere. Men jeg synes, at der også er en række andre spørgsmål, der først skal besvares, inden vi kan tage en endelig beslutning, siger hun.

De tre mænd har i øvrigt dannet en facebook-gruppe - Giv Esbjerg de studerendes hus tilbage - hvor debatten er livlig.