Thomas risikerer at måtte slagte sine 200 særlige kvæg: - Vi er kede af det
I 25 år har Thomas Bruun haft de særprægede skotske højlandskvæg på Marbæk plantage. Efter Esbjerg Kommune har genudbudt forpagterskabet af jorden risikerer han dog at måtte aflive de mere end 200 kvæg.
Ved Marbæk plantage nær Esbjerg græsser over 200 skotske højlandskvæg. Det særprægede kvæg med de karakteristiske lange horn og lange pels trækker mange mennesker forbi og er en vigtig del af Guldager Highland Cattles produktion. Men snart er det fortid.
- Vi er kede af, at vi skal væk fra området, hvor vi har været i 25 år. Mange af kommunens borgere har besøgt de her kvæg regelmæssigt, men nu risikerer vi at måtte slagte over 200, hvis vi ikke finder et nyt sted til dem, fortæller Thomas Bruun, der ejer dyrene med sin makker i firmaet Guldager Highland Cattle, der laver naturpleje og driver slagteri.
Årsagen til, at de mange højlandskvæg risikerer at måtte slagtes er, at Esbjerg Kommune, der ejer jorden, har påbegyndt udbud af forpagterskaber af deres jord på ny.
Det for at sikre, at kommunen får den rette pris for jorden. Den pris har Guldager Highland Cattle ikke kunnet matche, og derfor kommer der nu nye forpagtere, der er klar til at betale den revurderede pris.
- Vi har været i tvivl om, hvorvidt flere af vores grønne arealer har været på aftaler, der har været up to date. Nogle har været gamle og ikke prisreguleret, forklarer Allan Leiberg, Miljø- og Sekretariatschef i Esbjerg Kommune.
Den forklaring har Thomas Bruun forståelse for og respekterer. Situationen er dog den, at de skotske højlandskvæg ikke bare kan rykkes til en hvilken som helst placering.
- Det er meget svært at finde et sted til dem. Det skal være højt, tørt og de skal kunne gå i læ. Der havde Marbæk-området de rigtige forhold, men det bliver svært at finde nu, forklarer han.
Thomas' skotske højlandskvæg har hele tiden skullet slagtes i sidste ende. Det var dog ingenlunde planen, at hele bestanden skulle det på én gang, og slagterikapaciteten er heller ikke til det.
Det er ikke al den jord, som Guldager Highland Cattle har højlandskvæg på, der har fået nye forpagtere. Men den resterende del kan de heller ikke længere anvende.
Marbæk-området fredes
Den del af Marbæk plantage der ikke er blevet genudbudt, som Thomas Bruun stadig forpagter sammen med sin kompagnon Peder Burgaard Sørensen, opstår der også komplikationer omkring.
Hele området er nemlig ved at blive fredet, og det betyder, at de skotske højlandskvæg ikke må vinterafgræsse der.
- Den her slags dyr kan man ikke tage indenfor om vinteren eller stille dem på et småt areal. Det ville være grotesk at spærre de dyr inde, for de kan ikke selv finde føde der, og med deres lange pels sveder de, bliver dårlige og får lus.
- De kan også komme til at stange hinanden ned. Det ville være dyreplageri, fortæller Thomas Bruun.
Kvægejeren tror dog ikke, at kommunen har forsøgt at presse Guldager Highland Cattle væk fra området. Hos Esbjerg Kommune er forklaringen på fredningen, at man ønsker at sikre bynære grønne områder i fremtiden.
- I Marbæk er der et stort fredningsforslag. Vi har inddraget borgere og meninger om, hvad det vil betyde for den rekreative brug af området. Men for os er det et stærkt signal om at beskytte den forholdsvis bynære skovplantage og forhindre byudvikling der, siger Allan Leiberg.
Fredningen sker sammen med Danmarks Naturfredningsforening, der ifølge sekretariatschefen ellers havde foreslået at frede området udenom kommunen. Det vil ifølge Allan Leiberg være svært at argumentere for at skulle undtage lige netop én type kvæg fra reglerne i de fredede områder.