Ti kilometer lang udstilling skal vise verdensmålene

Elever fra 8. klasse var onsdag med til at søsætte en udstilling sammen med Fiskeri- og Søfartsmuseet. Udstillingen skal sætte fokus på de 17 verdensmål.

Gå ti kilometer og bliv klogere på de 17 verdensmål og fremtidens bæredygtige samfund.

Det er tanken bag Fiskeri- og Søfartsmuseets nye udstilling, Shorewalk, der skal opføres langs havnekajen i Esbjerg. Både skoleelever og virksomheder i Esbjerg skal være med til at udvikle og præge udstillingen. 

200 elever fra 8. klasse var onsdag samlet på Esbjerg Rådhus til opstart på Shorewalk. Her skulle de få en idé om, hvad de 17 verdensmål egentlig er for noget, og hvordan man kan arbejde med dem i hverdagen.

- Hvis ikke børnene forstår, hvad verdensmålene går ud på, kan de ikke navigerer i dem. Derfor skal de lære om verdensmålene, forklarer Axel Boisen, der er koordinator på Shorewalk og til daglig arbejder på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

Med opstart af Shorewalk kickstartede eleverne i dag et 15 ugers skoleforløb om bæredygtighed. Og det er helt bevidst, at det er de unge, der skal være med inde over projektet og udstillingen.

- Det er jo fra de unge mennesker, at alle vores fremtidige løsninger kommer fra, så det er dem, vi har brug for, fortæller Axel Boisen til TV SYD. 

Ung klimaaktivist motiverer de unge

Til opstartsmødet var også Asta Gravgaard, der til daglig går i 2. g på Esbjerg Gymnasium. På gymnasiet er hun også formand for det, der hedder Grøn Gruppe, som forsøger at få skolen til at blive mere grøn og give eleverne en større bevidsthed om bæredygtighed i hverdagen. Derfor var hun i dag inviteret til at holde et oplæg for de unge elever.

- Jeg håber, at de går hjem med en følelse af, at de faktisk kan gøre noget godt for klimaet i stedet for bare at være frustrerede, siger Asta Gravgaard til TV SYD. 

Mathilde Paarup Blicher, der går i 8. klasse på Bryndum Skole Aura, er spændt på at komme i gang med forløbet om bæredygtighed. 

- Jeg tænker, at det lyder superspændende, og jeg glæder mig til at komme i gang med det, fortæller Mathilde Paarup Blicher til TV SYD. 

Shorewalk indvies med en 10 kilometer havnemarch den 24. april i anledning af byens og havnens fødselsdag.